Juridiske nyheder

I en dom afsagt den 7. juni 2023 har den franske Kassationsret (Cour de Cassation) slået fast, at banken er forpligtet til at give oplysninger, før der indgås en forbrugerkreditaftale.

I henhold til paragraf L312-12 i den franske forbrugerlovgivning er det bankens ansvar at give låntageren et standardiseret informationsark, før der indgås en forbrugerkreditaftale.

Dette dokument skal ikke kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne tilbud fra forskellige banker, men skal også klart angive omfanget af låntagerens forpligtelse.

Beviset for, at denne forpligtelse er overholdt, ligger hos banken, og Kassationsretten har en meget krævende holdning til dette spørgsmål.

I den sag, der omtales i dommen fra landsretten den 7. juni, optog et par et revolverende lån og derefter et personligt lån på 24.000 EUR, der skulle tilbagebetales over 7 år.

Efter tre år med regelmæssige betalinger stoppede parret med at betale tilbage. Banken sagsøgte dem derefter for betaling.

Låntagerne kræver på deres side 2.000 EUR i erstatning fra banken for ikke at have opfyldt sin pligt til at advare dem: Hvis banken havde informeret dem korrekt, ville de ikke have optaget lånet på 24.000 EUR.

Banken fremlagde det foreløbige kredittilbud, som låntagerne havde underskrevet, og hvor en standardklausul siger, at de bekræfter, at de har modtaget informationsarket. Men selve informationsarket var hverken underskrevet eller paraferet af låntagerne.

Kassationsdomstolen dømte imod banken og fastslog, at klausulen om at udlevere informationsarket blot var en indikation, som skulle bekræftes af andre elementer. Men et ikke-underskrevet dokument udstedt af banken alene kunne ikke bruges til at bekræfte dette bevis.

Ifølge en dom afsagt af appelretten i Paris den 6. april 2023 kan retten af egen drift og uden at være bundet af nogen tidsfrist identificere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i forbrugerlovgivningen.

Den 30. oktober 2015 indgik et privat par en forbrugerkreditaftale med Sogefinancement om et revolverende lån på op til 12.000 Eur til en kontraktlig rente på 5,69 %.

Den 9. marts 2020 stævnede Sogefinancement parret ved retten i Bobigny for at betale restbeløbet på lånet på 14.403 Eur som følge af ubetalt gæld.

Den 24. november 2020 rejste retten to juridiske spørgsmål, nemlig at långiveren ikke havde bevist, at han havde overholdt sin rådgivningspligt (tidligere artikel L311-8 C. consom, der fandt anvendelse på tvisten, nu artikel L312-14), og at han havde kontrolleret låntagernes solvens (tidligere artikel L311-9, nu artikel L311-16).

Den 2. februar 2021 erklærede domstolen, at retten til renter var bortfaldet. Under appelsagen rejste retten i Paris selv et retligt spørgsmål baseret på den manglende information til låntageren om betingelserne for fornyelse af kontrakten (tidligere artikel L311-16, nu artikel L312-65).

I sit svar anfører kreditinstituttet, at de anbringender, der er fremsat af både retten og domstolen, er forældede i betragtning af udløbet den 30. oktober 2020 af den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel L-110-4 i den franske handelslov.

Appelretten i Paris afviste appellen, erklærede, at långiverens ret til renter var bortfaldet, og dømte parret til at betale 9.180 Eur med renter til den lovbestemte sats uden forhøjelse.

Dommen er interessant, fordi den giver et præcist svar på det forældelsesargument, der blev fremført ex officio.

Den fastslår, at “forældelsesfristen ikke har nogen indflydelse på påberåbelsen af et anbringende, der ikke søger at give en fordel, men blot at afvise et modsat krav”.

Den tilføjer, at “i den rolle, som den er tildelt af både artikel L141-4 (nu art. R 632-1) i forbrugerloven og af europæisk lov, kan retten i første instans eller appeldomstolen, uden at være bundet af nogen tidsfrist, af egen drift konstatere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i loven, med forbehold for overholdelse af kontradiktionsprincippet”.

Han konkluderede: “Denne bestemmelse blev anvendt af både retten og førsteinstansretten, idet det erindres, at i det omfang den søger at få afvist betalingskravet fra den långiver, der har ydet en forbrugerkredit, som uberettiget, kan indsigelsen baseret på fortabelse af retten til renter rejses af retten af egen drift, i det omfang det, hvor det er relevant, resulterer i en begrænsning af det krav, som banken søger betaling for.

Konsekvenserne af denne fortabelse er udtrykkeligt fastsat i loven, og banken har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved denne mekanisme ved at hævde, at de betalte beløb ikke kan omfordeles.

Hvad angår substansen, forekommer løsningen os at være fuldt ud berettiget: I forbrugerlovgivningen er der intet krav (hverken i teksten i Art. R632-1 eller i europæisk retspraksis) til nogen restriktion, begrænsning eller betingelse ud over overholdelse af det kontradiktoriske princip.

Det er ikke underlagt nogen betingelser med hensyn til parternes tilstedeværelse eller fravær ved høringen eller tilstedeværelsen af en advokat til at repræsentere eller bistå dem. For det andet er det ikke underlagt nogen begrænsning med hensyn til, om forbrugeren anerkender gælden eller ikke bestrider den.

Mens civilretten i princippet behandler ejendomsudlejning som en kontrakt om leasing af varer, behandler skatteretten det som en kontrakt om leasing af varer og en kontrakt om leasing af tjenesteydelser.

I det franske skattesystem er ejendommen i højsædet, både når det gælder det simple ejerskab, som er underlagt ejendomsskat, boligskat eller formueskat, og når det gælder formueindkomst fra forvaltning af private aktiver eller fra erhvervsaktiviteter, eller kapitalgevinster fra specifikke eller professionelle aktiviteter, samt når det gælder overdragelse uden vederlag eller ved dødsfald, som er synonymt med overdragelsesafgifter.

Det er let at se, at ejendomsbeskatning er en kompleks affære.

For at blive overbevist om dette er det tilstrækkeligt at se på ejendommens juridiske og skattemæssige status, ikke ud fra et simpelt køb og salg, en handling, der nu er anerkendt som kommerciel i artikel L110-1, 2 i handelsloven, men fra den rigere vinkel af ejendomsudlejning, selvom den er begrænset – for at reducere spredningen – til kun at omfatte udlejning til boligbrug, hvad enten den er bar eller møbleret.

I sin generiske betydning indebærer en ejendomsudlejningstransaktion, at en bygning stilles til rådighed for brug til gengæld for en økonomisk modydelse.

Denne transaktion er reguleret af artikel 1708 og 1709 i den franske civillovbog, som siger, at “udlejning af ting er en kontrakt, hvor en af parterne forpligter sig til at lade den anden nyde godt af en ting i en bestemt periode og til gengæld for en bestemt pris, som den anden part forpligter sig til at betale”.

De “ting”, der er tale om i disse artikler, er nævnt i artikel 1713 i kapitel II med titlen “Le louage des choses” (Om leasing af ting), som fastsætter, at “alle former for løsøre eller fast ejendom kan leases”, idet det bemærkes, at “al ejendom er løsøre eller fast ejendom” i henhold til artikel 516 i civillovbogen.

Hvad angår ejendomsret, repræsenterer denne skelnen mellem løsøre og fast ejendom summa-divisio, som a priori er universel. “Alle klassifikationer af ejendom gennem historien har adlydt en mere eller mindre konstant lov, eller rettere tre love.

De forskellige retssystemer til alle tider og på alle steder har baseret deres vigtigste klassifikation af ejendom på den samme idé, hvor man bruger den samme skæbne.

1) Loven etablerer altid, på den ene eller anden måde, en skelnen mellem de mest værdifulde, mest holdbare og mest produktive ting på den ene side og de andre på den anden side. 2) Den etablerer listen over værdifulde ting på en restriktiv måde.

3) Med tiden bliver denne liste gradvist forældet på grund af dens omhyggelighed; efter et stykke tid afspejler sondringen, på grund af dens præcision, ikke længere de økonomiske realiteter, som er foranderlige af natur. Dette tredobbelte fænomen kan genfindes i romersk lov. …. I antikkens lov … og nutidens civilret”.

Det forholder sig sådan, at ejendom i jord, hvad enten den er bygget eller ikke bygget (jord), generelt er blevet betragtet som en af de “mest holdbare, mest værdifulde og mest produktive ting”.

Den civile lovbog har faktisk accepteret de fleste af løsningerne fra Ancien Droit, herunder sondringen mellem løsøre og fast ejendom og ideen om, at den større værdi og produktivitet af fast ejendom retfærdiggør et specifikt juridisk regime, der gør det mindre let at afhænde ejendom.

Akademiske forfattere er enige om, at fast ejendom stadig indtager den dominerende position i den civile lovbog. Det er et begreb, der samler kompleksiteten eller frugtbarheden i forholdet mellem løsøre og fast ejendom, og som ligger i krydsfeltet mellem de forskellige juridiske grene, i dette tilfælde civilret, handelsret og skatteret.

Det er ikke blot leje af bolig, som er anerkendt som civilretligt i civil- og skatteretten, men møbleret leje af fast ejendom.

Overlejringen af disse rettigheder er ikke uden grænseproblemer.

Inden for begrebet møbleret udlejning, som bredt kan omfatte turistboliger og hotel- eller parahotelaktiviteter, fortjener kategorien af udbydere af møbleret udlejning, hvad enten de er professionelle eller ikke-professionelle, opmærksomhed, fordi den er kernen i forholdet mellem de forskellige nævnte brancher.

Aktiviteten med at udleje møbleret bolig kan falde inden for rammerne af leasing af varer, der er omhandlet i de førnævnte artikler i civilloven, og dermed forblive i den civile sfære.

Det kan også relateres til begrebet arbejdsudleje i henhold til artikel 1710 i samme lov, defineret som “en kontrakt, hvor en af parterne forpligter sig til at gøre noget for den anden mod en pris, der er aftalt mellem dem”.

Dette begreb skal forstås i den moderne betydning af “virksomhedskontrakt” eller “kontrakt om levering af tjenesteydelser”, dvs. som en kontrakt, hvor en person pålægger en anden at udføre en tjeneste mod betaling, i fuldstændig uafhængighed (ingen underordning) og uden repræsentation (intet mandat), eller skal forstås mere generelt som “aftale om leje af tjenesteydelser”. I sådanne tilfælde er der risiko for at falde ind under den kommercielle kategori.

Kontrol og retssager

Regulering af fejl under en inspektion :

Procedure, der skal følges

Det franske skattevæsen forklarer proceduren for berigtigelse, som giver skatteydere, der handler i god tro, mulighed for at rette deres fejl under en skattekontrol.

Proceduren for berigtigelse af fejl under en skattekontrol gør det muligt for skatteydere at berigtige fejl, unøjagtigheder, udeladelser eller mangler i deres selvangivelser under en skattekontrol og drage fordel af en reduceret rentesats på 30%.

Denne procedure gælder for alle skatteydere, både privatpersoner og professionelle, uanset virksomhedstype (SA, SARL, enkeltmandsvirksomhed osv.) eller størrelse.

Siden ikrafttrædelsen af loven om en stat i et tillidsfuldt samfunds tjeneste, kendt som ESSOC, gælder lovliggørelsesproceduren i løbet af en revision for alle skatterevisionsprocedurer. Hidtil har den været forbeholdt revisioner og regnskabsgennemgange. Skatteydere kan nu bede om at få deres situation reguleret som en del af :

– en generel eller målrettet regnskabsrevision
– En regnskabsmæssig gennemgang
– en kontradiktorisk undersøgelse af deres personlige skattesituation
– eller en dokumentrevision.

Denne procedure kan gælde for alle skatter og perioder (år eller regnskabsår), der er omfattet af revisionen. Som en tolerance accepterer administrationen, at den også kan omfatte direkte skatter, der opkræves til fordel for lokale myndigheder, for hvilke den kontradiktoriske berigtigelsesprocedure ikke er anvendelig.

Betingelser

For at drage fordel af berigtigelsesproceduren under en revision, skal skatteyderen :

– have indsendt den selvangivelse, som de ønsker at rette, inden for fristen. Det samme gælder for supplerende selvangivelser. Ifølge skattemyndighederne omfatter dette erklæringer, der er underlagt en indberetningspligt, såsom erklæringer om kapitalgevinster og -tab og særlige erklæringer vedrørende industrielt og kommercielt overskud, ikke-kommercielt overskud og landbrugsoverskud.

Bemærk: Manglende indlevering af et skema til den samlede selvangivelse (f.eks. en selvangivelse for ejendomsskat) fratager ikke i sig selv skatteyderen fordelen ved justeringsproceduren under en revision;

– anmode om korrektion af fejl, udeladelser eller mangler, der er begået i god tro, dvs. utilsigtet. Fordelen ved reguleringsproceduren i løbet af en revision kan derfor nægtes, hvis skattemyndighederne er i stand til at fastslå, at de konstaterede fejl, unøjagtigheder, udeladelser eller mangler var forsætlige og falder ind under anvendelsesområdet for de tillæg, der er fastsat for lovovertrædelser begået i god tro.

Denne betingelse vurderes separat for hver uregelmæssighed.

-Indsende express anmodning om rektifikation

For at gøre dette skal anmodningen om lovliggørelse være skriftlig, dateret og underskrevet og derefter sendt til den afdeling, der er ansvarlig for inspektionen.

Den dato, hvor anmodningen fremsættes, er den dato, hvor den modtages af afdelingen. Anmodningen kan også afleveres personligt. I dette tilfælde er datoen for anmodningen datoen for mødet med revisoren.

For at være gyldig skal anmodningen fremsættes inden for de tidsfrister, der er specifikke for hver procedure:

– I tilfælde af en regnskabsrevision eller en ESEP:

På et hvilket som helst tidspunkt under den mundtlige og kontradiktoriske debat, men under alle omstændigheder før en foreslået justering sendes;

– I tilfælde af en dokumentrevision eller regnskabsundersøgelse: senest 30 dage efter modtagelsen af forslaget om berigtigelse (formular nr. 2120-SD, nr. 2126-EC-SD eller nr. 3905-SD) eller informationsbrevet (nr. 751-SD) i tilfælde af CFE eller IFER;

– Inden for 30 dage efter modtagelse af en anmodning om information, afklaring eller begrundelse.

Bemærk venligst, at denne periode ikke omfatter den dag, hvor dokumentet modtages, eller den dag, hvor anmodningen om justering sendes.

– I tilfælde af en dokumentrevision eller regnskabsundersøgelse: senest 30 dage efter modtagelsen af forslaget om berigtigelse (formular nr. 2120-SD, nr. 2126-EC-SD eller nr. 3905-SD) eller informationsbrevet (nr. 751-SD) i tilfælde af CFE eller IFER;

– Inden for 30 dage efter modtagelse af en anmodning om information, afklaring eller begrundelse.

Bemærk, at fristen beregnes uden at tage hensyn til den dag, hvor dokumentet modtages, eller den dag, hvor anmodningen om justering sendes (klar frist).

Hvis skatteyderen ikke sender den underskrevne anmodning inden for tidsfristen, anses han ikke for at have anmodet om justering, og alle justeringer er underlagt morarenter til den fulde sats.

Alle anmodninger er antagelige, uanset deres form-selv om det anbefales at bruge det dokument, der er udarbejdet af skattemyndighederne (formular nr. 3964) – så længe skatteyderen specifikt nævner arten og størrelsen af de uregelmæssigheder, som han anmoder om regulering for (skrevet på almindeligt papir, i brevet med skatteyderens bemærkninger til rettelsesforslaget, via e-mail osv.

Han skal udtrykkeligt angive, at han anmoder om at drage fordel af den procedure, der er fastsat i artikel L62 i LPF, og at han forpligter sig til at regulere sin situation inden for 30 dage.

De fejl, unøjagtigheder, udeladelser eller mangler, som anmodningen vedrører, kan være blevet identificeret af afdelingen og gjort opmærksom på skatteyderen under revisionen eller identificeret spontant af skatteyderen under revisionen.

Anmodningen kan vedrøre flere selvangivelser, forudsat at de er omfattet af revisionen, og at de blev indsendt inden for fristen.

Undersøgelse af ansøgningen om legalisering

Hvis betingelserne for at anvende proceduren ikke er opfyldt, meddeler skattemyndigheden skatteyderen sit afslag med angivelse af årsagen til afslaget.

I tilfælde af en regnskabsrevision eller et ESFP skal denne meddelelse gives, før forslaget om berigtigelse sendes.

Skattemyndigheden kan også suspendere sin beslutning om at acceptere justeringsproceduren, hvis den mener, at det er for tidligt, og at dens undersøgelser ikke er tilstrækkeligt fremskredne til, at den med sikkerhed kan beslutte, om den pågældende justering er berettiget eller ej.

I dette tilfælde informeres skatteyderen om, at anmodningen vil blive undersøgt, når der foreligger tilstrækkelige oplysninger.

Datoen for anmodningen vil blive ændret (eller anmodningen vil blive fornyet) for til sin tid at starte den 30-dages periode, inden for hvilken skatteyderen skal indgive den supplerende ændringsskatteerklæring.

På samme betingelser kan revisoren også udskyde sin beslutning, hvis skatteyderen indgiver flere anmodninger om berigtigelse, mens proceduren skrider frem.

Revisoren vil derfor informere skatteyderen om, at han vil undersøge kravene som helhed, når han har de nødvendige oplysninger til at træffe sin beslutning.

Hvis skatteyderen opfylder alle betingelserne for regulariseringsproceduren, vil kontrolafdelingen beregne skatten og morarenterne til den reducerede sats på en supplerende regulariseringserklæring (formular nr. 3949) eller udfylde den, hvis skatteyderen selv har indgivet den.

Urimeligt vilkår (udenlandsk lån): retsvirkninger af ugyldighed

Artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at : at disse bestemmelser er til hinder for, at en låneaftale, der er denomineret i en fremmed valuta, men som skal tilbagebetales i den nationale valuta, og hvori denne klausul er indeholdt, erklæres gyldig, og at indholdet af forbrugerens forpligtelser i henhold til denne klausul tilpasses ved en ændring af denne aftales valuta og af den rentesats, der er fastsat heri, eller ved et loft over vekselkursen for denne valuta, når en klausul, der pålægger forbrugeren en valutakursrisiko, på grund af sin urimelighed medfører, at låneaftalen bliver ugyldig.

Artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/12/EØF skal fortolkes således, at : denne bestemmelse er til hinder for, at en låneaftale, der er indgået i udenlandsk valuta, men som skal tilbagebetales i den nationale valuta, og hvori denne klausul indgår, opretholdes i perioden fra datoen for aftalens indgåelse til datoen for ikrafttrædelsen af en national lovgivning, der foreskriver omregning til national valuta af låneaftaler, der er indgået i udenlandsk valuta, når en klausul, der pålægger forbrugeren en valutakursrisiko, på grund af sin urimelighed medfører, at denne aftale bliver ugyldig, opretholdes ved at erstatte denne klausul med bestemmelser i national ret af generel karakter, for så vidt som sådanne bestemmelser i national ret ikke med fordel kan erstatte den samme klausul ved en simpel udskiftning foretaget af den nationale ret, som ikke kræver, at retten griber ind på en sådan måde, at den ændrer indholdet af et urimeligt kontraktvilkår i den pågældende kontrakt.

Vil du forberede overdragelsen af din virksomhed eller blot omstrukturere den og øge væksten? OBO-teknikken (Owner Buy Out) kan være løsningen. Hvad er en OBO? Hvad er der i det for dig? Vores råd.

Hvorfor en OBO? 

Kontanter til stifteren og lederen. Det hele er baseret på gælden i et holdingselskab, der er oprettet med det formål at opkøbe den virksomhed, der er blevet “målet”. 

På den måde kan stifteren og lederen få frugterne af sin indsats uden at vente på f.eks. pensionering og derefter investere de modtagne midler i fordelagtige investeringer. 

At overdrage virksomheden ved gave

Direktøren overdrager en del af sin formue til sine børn ved at give dem aktier skattefrit, forudsat at betingelserne i Den Franske Skattelov er opfyldt (kollektive og individuelle forpligtelser i henhold til en Dutreil-pagt).

I anden fase sælges de aktier, som børnene har modtaget, til holdingselskabet via en OBO, så de kan modtage kontanter. 

At overdrage virksomheden ved salg

En af virksomhedens medarbejdere ønsker på et tidspunkt at overtage virksomheden. 

For at gøre dette køber han eller hun en lille andel i holdingselskabet, og så overdrager stifteren-lederen gradvist sine aktier til ham eller hende, samtidig med at han eller hun nyder godt af en attraktiv skatteordning.

På købersiden er det en interessant mulighed for gradvist at opbygge virksomhedens magt gennem køb af aktier, samtidig med at køberen får tid til at finde den nødvendige finansiering. 

OBO: hvordan? 

Trin 1: Oprettelse af holdingselskabet. Det første skridt er at vælge den mest hensigtsmæssige selskabsform. 

I denne henseende er det forenklede aktieselskab (SAS) et godt valg for mange direktører, især på grund af dets fleksibilitet med hensyn til vedtægterne og det faktum, at direktøren/direktørerne er dækket af det generelle sociale sikringssystem. 

Trin 2: erhvervelse af “målet”. Det forudsætter, at der forinden er foretaget en seriøs værdiansættelse af virksomheden, da transaktionen sandsynligvis vil blive undersøgt af skattemyndighederne. 

Trin 3: Oprettelse af en koncern af virksomheder.

Holdingselskabet (moderselskabet) og “målselskabet” (datteren) vil danne en koncern med en mulig fusion mellem moder- og datterselskab, når lånet er tilbagebetalt, for igen at skabe en enkelt juridisk struktur.

Hvad med skat?

For virksomhederne. Mor og datter danner en gruppe af virksomheder, der, hvis betingelserne er opfyldt, kan drage fordel af skattekonsolideringsordningen. 

Selskaberne bliver så betragtet som en enkelt skatteenhed i forhold til selskabsskatten. Som følge heraf vil holdingselskabets tab i forbindelse med renter på overtagelsesgælden blive modregnet i datterens overskud, hvilket begrænser koncernens skattebyrde.

Under en sådan ordning vil den bankgæld, som holdingselskabet har optaget, hovedsageligt blive tilbagebetalt af det udbytte, som datteren udlodder. 

Udbytte, der udbetales inden for en skattekonsolideret koncern, er kun underlagt beskatning af en andel af omkostninger og udgifter, der er fastsat til 1% af beløbet (denne andel er 5% under en moder-datter-ordning uden skattekonsolidering). 

For direktøren. Hvis stifteren af målselskabet sælger sine aktier til holdingselskabet, vil kapitalgevinsten blive beskattet med den faste sats eller, som en mulighed, med den progressive indkomstskattesats (med, i sidstnævnte tilfælde, mulighed for at anvende fradrag for den tid, aktierne har været ejet). 

Et af formålene med en OBO er at omdanne virksomhedsejerens professionelle aktiver til likviditet, samtidig med at han bevarer kontrollen over virksomheden. Man skal dog passe på ikke at forfølge et rent skattemæssigt mål for ikke at komme i karambolage med misbrug af rettigheder.