Juridiske nyheder

Spørgsmålet om international arv er et meget ømtåleligt emne. Der rejser sig mange spørgsmål om afviklingen af en international arv og de nødvendige procedurer. Hvad er den gældende lov? Loven i det land, hvor den afdøde var statsborger? Loven i det land, hvor den afdødes aktiver befinder sig? Loven i det land, hvor arvingerne er bosiddende?

International arv virker som en næsten utrolig procedure. Afviklingen af internationale arvesager rejser mange praktiske problemer.

Det gælder især, når det handler om at bestemme, hvilken lov der skal gælde for en international arv. Det er også tilfældet med beskatning af aktiver, der stammer fra internationale arvesager. At beherske disse regler er derfor af stor interesse i forbindelse med skatteydernes forvaltning af deres aktiver.

Den internationale privatret er blevet ændret markant med ikrafttrædelsen den 17. august 2015 af den europæiske forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis, kendt som arveforordningen.

Med hensyn til lovkonflikter har den europæiske forordning revolutioneret praksis i mindst to henseender:

• På den ene side giver den mulighed for at anvende en enkelt lov på hele arvesagen, mens de nationale regler var baseret på princippet om at opdele forbindelsen mellem løsøre og fast ejendom;
• For det andet åbner den op for muligheden for at vælge arvelov til fordel for loven af den afdødes nationalitet, hvorimod fransk lov forbød enhver selvstændighed i testamentet i denne henseende. Disse ændringer giver en ny dimension med henblik på rådgivning.

De lovvalgsregler, der følger af den europæiske forordning, er universelle og har erstattet de nationale lovvalgsregler, hvor forordningen finder anvendelse. Sidstnævnte gælder dog fortsat for arvesager, der er indledt før den 17. august 2015.

På den anden side skal skatteyderen kontrollere, om arven anses for at være international, med andre ord om den indeholder mindst ét udenlandsk element set fra hans synspunkt, såsom især

• afdødes udenlandske nationalitet;
• sædvanligt opholdssted i udlandet;
• tilstedeværelsen af aktiver i udlandet;

Den europæiske forordning har vedtaget princippet om en enhedstilknytning af arven, hvor den lov, der finder anvendelse på arven, er loven i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, medmindre der er truffet et valg til fordel for loven i den stat, hvor den afdøde er statsborger.

Man bør henvise til artikel 21 i den nævnte forordning, som fastsætter følgende generelle regel:

“1.Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er den lov, der finder anvendelse på hele arven, loven i den stat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på tidspunktet for sin død.”

”2.Hvis det undtagelsesvis fremgår af alle sagens omstændigheder, at afdøde på tidspunktet for sin død havde en åbenbart tættere tilknytning til en anden stat end den, hvis lov ville finde anvendelse i henhold til stk. 1, skal den lov, der finder anvendelse på arven, være loven i denne anden stat”.”

I en dom af 21. september 2022, offentliggjort i Bulletin (nr. 19-15.438), bekræftede den franske kassationsdomstols første civile afdeling denne holdning og erklærede, at :

“Loven skal fortolkes således, at en ret i en medlemsstat af egen drift skal erklære sig kompetent i henhold til den subsidiære kompetenceregel, der er fastsat i denne bestemmelse. [Enappeldomstol, der erklærer, at den franske domstol ikke har kompetence til at træffe afgørelse om arven og udpege fuldmagtshaver med den begrundelse, at afdødes sædvanlige opholdssted var i England, uden af egen drift at erklære, at den har subsidiær kompetence, når det klart fremgår af dens konklusioner, at afdøde havde fransk statsborgerskab og ejede ejendom beliggende i Frankrig, overtræder derfor denne bestemmelse”.

Erklæring om international arv i Frankrig

Erklæringen om international arv skal indgives ved hjælp af de formularer, der er beregnet til dette formål. Den skal indgives inden for en bestemt frist.

Erklæringen om international arv skal indgives :

• inden for 6 måneder efter dødsfaldet, hvis dødsfaldet sker i Frankrig;
• inden for 12 måneder i alle andre tilfælde. Der er dog visse undtagelser. Dette gælder især for dødsfald blandt personer bosat på Mayotte og Réunion. For personer med bopæl i disse lande kan fristen forlænges til to år, afhængigt af dødsstedet;

Det er dog ikke nødvendigt at indgive en arveanmeldelse, hvis boets bruttoaktiver er mindre end :

• 50.000 euro for en overførsel til arvinger i lige linje, den overlevende ægtefælle og den partner, der er bundet til den afdøde af en civil solidaritetspagt (PACS), forudsat at disse personer ikke tidligere har modtaget en uregistreret eller uanmeldt manuel gave fra den afdøde;
• 3.000 euro til andre arvinger;

Arveanmeldelsen for en person, der dør i udlandet, skal indsendes af arvingerne inden for 12 måneder efter dødsfaldet til Skattekontoret for Valutaudlændinge – Recette des Impôts des Non-Residents. Arveafgiften skal betales på samme tid.
Hvis afdøde og/eller hans arvinger er bosat i udlandet, er det nødvendigt at undersøge, om der findes en bilateral international konvention mellem Frankrig og det pågældende land.

Nedenfor er en tabel, der viser arveafgiftssatserne på den afgiftspligtige nettodel efter fratrækning af fradrag:

      I.  Mellem ægtefæller eller samlevere :

   II.  I direkte linje :

 III.  Mellem levende søskende eller repræsentanter (nevøer, niecer, grandnevøer og grandniecer) :

Niecer og nevøer, der repræsenterer deres afdøde familiemedlem, nyder godt af den sats, der gælder mellem brødre og søstre for boer, der er åbnet den 1. januar 2007 eller senere.

Hvor skal et dødsbo anmeldes i Frankrig?

Hvis der er tale om et internationalt arvefald, skal der indgives en arveanmeldelse i Frankrig. Arveanmeldelsen for en person, der er bosiddende uden for Frankrig, skal ske til skattemyndighederne. Angivelsen og betalingen skal ske til Afdelingen for Valutaudlændinge ved Det Franske Skattevæsen – Direction Générale des Finances Publiques (DGFIP).

Beskatning af en international arv

Det kan være forbundet med en række praktiske vanskeligheder at afgøre, hvilke skatteregler der gælder for en international arv. I princippet er det skattesystemet i det land, hvor den afdøde er bosiddende, der gælder. Det er derfor normalt dette land, der har ret til at beskatte de aktiver, som afdøde ejede på sin dødsdag. Der gælder dog visse specifikke træk ved international beskatning. Fast ejendom beskattes i det land, hvor den er beliggende. I forbindelse med en international arv vil Frankrig derfor i princippet beholde retten til at beskatte fast ejendom, der befinder sig på landets territorium.

Frankrig vil også have ret til at beskatte arvingerne eller legatarerne, hvis de har været skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig i mindst 6 af de sidste 10 år før overdragelsen. Der kan dog være flere situationer, hvor den afdødes aktiver beskattes i to lande, hvilket fører til en situation med dobbeltbeskatning. I sådanne tilfælde tillader Frankrig, at den skat, der er betalt i udlandet, modregnes i den skat, der skal betales.

Særlige regler for ejendom i et internationalt bo

Der skal skelnes mellem to situationer. De gældende regler er forskellige afhængigt af, om afdøde var skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig eller uden for Frankrig.

• Afdøde var skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig:

Alt arvet løsøre og fast ejendom, uanset om det befinder sig i Frankrig eller i udlandet, er skattepligtigt i Frankrig. Dette princip gælder derfor, uanset hvor afdøde var bosiddende på arvetidspunktet.

• Afdøde havde skattemæssigt hjemsted uden for Frankrig:

Hvis arvingen ikke er skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig på arvetidspunktet eller ikke har været hjemmehørende i Frankrig i mindst seks år i løbet af de ti år, der går forud for arven, skal han betale arveafgift af det løsøre og den faste ejendom, der arves i Frankrig.

Det gælder, uanset om de ejer ejendommen direkte eller indirekte. Det gælder f.eks. franske offentlige midler, renteandele, aktiver eller rettigheder, der indgår i en trust, fransk gæld og værdipapirer.

Hvis arvingen er skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig på tidspunktet for overdragelsen og har været det i mindst seks af de ti år, der går forud for overdragelsen, skal han betale arveafgift af det løsøre og den faste ejendom, han arver, både i og uden for Frankrig. Det gælder f.eks. offentlige midler, renteandele, forvaltningsaktiver eller -rettigheder, gæld og i det hele taget alle franske eller udenlandske værdipapirer.

Så kom den endelig! Den nye dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst trådte i kraft den 1. januar 2024. En ny dobbeltbeskatningsoverenskomst – DBO har været efterspurgt meget, meget længe af mange mennesker, og især af pensionister, der er bosiddende i Frankrig. Frankrig og Danmark har været uden skatteaftale i 15 år, men nu er aftalen endelig kommet på plads, da den nu også er blevet tiltrådt af Det Franske Parlament og den franske præsident. Denne aftale sikrer, at ingen – hverken privatpersoner eller virksomheder – risikerer at blive dobbeltbeskattet af den samme indkomst.

Hvad har dobbeltbeskatningsaftalen af betydning for privatpersoner ?

Danskere, der udstationeres i Frankrig, eller som bosætter sig i landet, vil med den nye dobbbeltbeskatningsoverenskomst ikke længere være nødt til at sælge deres faste ejendom i Danmark for at komme ud af dansk beskatning. For privatpersoner med bolig i begge lande vil Danmark nemlig fra nu af kun kunne beskatte indkomst hidrørende fra danske kilder – altså ikke den samlede indkomst – hvis vel og mærke den pågældende person har den stærkeste forbindelse til Frankrig.

Personer, der bor i Danmark og som ejer fast ejendom i Frankrig, såsom fx ferieboliger, og som ikke er omfattet af de nedenfor nævnte overgangsregler, vil ikke få glæde af den nye DBO, da den ikke omfatter formueskat, som den gamle DBO ellers gjorde. Der skal derfor fortsat betales dansk ejendomsværdiskat af ferieboliger i Frankrig.

Overgangsregler for pensionsudbetalinger og betaling af ejendomsværdiskat fra 2008 gælder fortsat

Der gælder en overgangsregel for personer, der var bosiddende i Frankrig den 28. november 2007 og modtog pension fra Danmark den 31. januar 2008, og som ifølge den tidligere DBO udelukkkende kunne beskattes i Frankrig. Disse pensioner har ikke været beskattet fra dansk side i de år, hvor der ikke var nogen dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem de to lande. Denne overgangsregel fortsætter som den er, så længe personen fortsat har sin bopæl i Frankrig.

Personer, der den 28. november 2008 var fuldt dansk skattepligtige, og som på dette tidspunkt var ejere af fast ejendom i Frankrig, blev også omfattet af en overgangsregel, da den tidligere dobbeltbeskatningsoverenskomst blev opsagt, således at de fortsat var fritagne for at skulle betale dansk ejendomsværdiskat af deres faste ejendom i Frankrig. Det ser ud til, at denne overgangsregel også fortsætter.

Hvad har dobbeltbeskatningsaftalen af betydning for virksomheder ?

I den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst har Danmark og Frankrig en fælles opfattelse af, hvornår der er tale om et fast driftssted med den konsekvens, at der skal betales skat af indkomsten til det land, hvor driftsstedet er beliggende. Det har betydning for danske virksomheder, der fx etablerer et kontor eller lignende i Frankrig for at handle og agere på det franske marked, og omvendt også for franske virksomheder, der på tilsvarende måde er til stede i Danmark.

Den nye DBO regulerer hvilket af de to lande, der har retten til at beskatte en persons eller en virksomheds indkomst. DBO’en indeholder derfor også bestemmelser om, hvor en person er hjemmehørende på det skattemæssige plan, hvornår der foreligger et såkaldt “fast driftssted”, og bestemmelser om retten til at beskatte udbytter, renter og royalties. Danske medarbejdere undgår beskatning i Frankrig i 183 dage, hvis de midlertidigt udsendes til at arbejde i Frankrig for deres danske arbejdsgivere og de danske arbejdsgivere ikke har fast driftssted i Frankrig. Ønsker du rådgivning om betydningen af den nye dobbeltbeskatningsoverenskomst, er du velkommen til at kontakte os.

Når julen nærmer sig, kan virksomheder ønske at give gaver til deres vigtigste kunder. Disse gaver er
underlagt særlige skatteregler.

Årsskiftet kan være en god anledning til at give en gave til dine største kunder for at takke dem for den
tillid, de viser dig, og for at styrke det professionelle forhold, du har til dem. Men vær omhyggelig
med at holde dig inden for grænserne af skattereglerne for at undgå enhver risiko for skatteansættelse.

Tilbagebetaling af moms

Moms på gaver er fradragsberettiget, hvis de er af meget lav værdi, dvs. når gavens enhedsværdi ikke
overstiger 73 EUR (inkl. moms) pr. år og pr. modtager i 2023. I denne værdi medregner
skattemyndighederne de distributionsomkostninger, som virksomheden har afholdt.

Fradragsret fra overskud

Gaver til kunder kan trækkes fra i det skattepligtige overskud, forudsat at de gives i din virksomheds
direkte interesse, og at deres værdi ikke er for høj.

Vigtigt: Du skal kunne bevise forretningsgavernes nytteværdi for din virksomhed (f.eks. opbygning af
kundeloyalitet) og især være i stand til at identificere modtagerne ved navn. Det er derfor tilrådeligt at
gemme alle de nødvendige bilag (fakturaer, navne på kunder osv.).

Indberetningspligt

Hvis det samlede beløb for firmagaver overstiger 3.000 euro i løbet af et regnskabsår, skal du i
princippet indberette dem, hvis du ikke vil betale en bøde. I praksis udfylder
enkeltmandsvirksomheder en særlig rubrik i bilag nr. 2031 bis til deres selvangivelse. Selskaber skal
derimod vedlægge en detaljeret opgørelse over generalomkostninger (nr. 2067) til deres selvangivelse.

Elektronisk fakturering. Mål, tidsplan, metodologi, støtte til virksomheder ….

En opdatering på udrulningen og generaliseringen af elektronisk fakturering i Frankrig.

Elektronisk fakturering vil gradvist blive obligatorisk i Frankrig for alle virksomheder. Fire millioner virksomheder er berørt af denne reform, hvoraf 1,5 millioner stadig udsteder papirfakturaer.

Bekæmpelse af svindel

Regeringens erklærede mål er at forenkle virksomhedernes rapporteringsforpligtelser ved at forhåndsudfylde momsangivelsen, men også og frem for alt at bekæmpe skattesvig. For at støtte virksomhederne i denne reform har regeringen til hensigt at mobilisere og stole på faglige sammenslutninger, handels- og industrikamre, handels- og håndværkskamre, statsautoriserede revisorer samt regeringsdepartementer med udrulning af 150 elektroniske faktureringsreferenter over hele landet.

Forpligtelse til at modtage, udstede…

Alle momspligtige enheder skal overholde forpligtelsen til at udstede og modtage elektroniske fakturaer, uanset deres omsætning og juridiske form (herunder udenlandske virksomheder, hvis de er etableret i Frankrig), og det samme gælder offentlige enheder, hvis de er momspligtige. I samråd med brancheorganisationerne har regeringen besluttet at udskyde ikrafttrædelsen af ordningen, der oprindeligt var planlagt til 1. juli 2024.

Den nye dato vil blive fastsat som en del af arbejdet med at vedtage finansloven for 2024, og den vil træde i kraft i etaper, først for store virksomheder, derefter for ETI’er og til sidst for SMV’er.

…. Og at indberette

Reformen består i virkeligheden af to dele. Den første er at gøre elektronisk fakturering obligatorisk for alle indenlandske transaktioner mellem skattepligtige personer og med myndighederne. Med nogle få undtagelser er transaktioner, der er fritaget for fakturering (jf. artikel 261 og 261 E i den generelle skattelov), og transaktioner, der giver anledning til en forsvars- og sikkerhedskontrakt, fritaget. Den anden del af reformen består i en forpligtelse til elektronisk at angive alle udenlandske transaktioner til skattemyndighederne (hvor det ikke er muligt at pålægge elektronisk fakturering på grund af deres internationale karakter) og alle transaktioner, der udføres med en ikke-skattepligtig person (en person, en non-profit organisation), og som ikke giver anledning til udstedelse af en faktura.

En offentlig portal, private platforme

En elektronisk faktura er en faktura, der udstedes, sendes og modtages i dematerialiseret format, og som indeholder data i struktureret form.

Kun tre formater vil blive godkendt, selvom “der vil være en tolerancefase for ustruktureret PDF indtil 2027”: to fuldt strukturerede formater, UBL (Universal Business Language) og CII (Cross Industry Invoice), og et blandet semi-struktureret format, facture X.

Virksomheder vil have to muligheder for at udstede eller modtage elektroniske fakturaer. De kan enten bruge den offentlige faktureringsportal, som vil tilbyde en række gratis tjenester til at hjælpe dem med at opfylde deres juridiske forpligtelser med hensyn til elektronisk fakturering og e-rapportering, en slags nedskaleret chorus-pro.gouv.fr, eller de kan bruge partnernes dematerialiseringsplatforme.

I en dom afsagt den 7. juni 2023 har den franske Kassationsret (Cour de Cassation) slået fast, at banken er forpligtet til at give oplysninger, før der indgås en forbrugerkreditaftale.

I henhold til paragraf L312-12 i den franske forbrugerlovgivning er det bankens ansvar at give låntageren et standardiseret informationsark, før der indgås en forbrugerkreditaftale.

Dette dokument skal ikke kun indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at sammenligne tilbud fra forskellige banker, men skal også klart angive omfanget af låntagerens forpligtelse.

Beviset for, at denne forpligtelse er overholdt, ligger hos banken, og Kassationsretten har en meget krævende holdning til dette spørgsmål.

I den sag, der omtales i dommen fra landsretten den 7. juni, optog et par et revolverende lån og derefter et personligt lån på 24.000 EUR, der skulle tilbagebetales over 7 år.

Efter tre år med regelmæssige betalinger stoppede parret med at betale tilbage. Banken sagsøgte dem derefter for betaling.

Låntagerne kræver på deres side 2.000 EUR i erstatning fra banken for ikke at have opfyldt sin pligt til at advare dem: Hvis banken havde informeret dem korrekt, ville de ikke have optaget lånet på 24.000 EUR.

Banken fremlagde det foreløbige kredittilbud, som låntagerne havde underskrevet, og hvor en standardklausul siger, at de bekræfter, at de har modtaget informationsarket. Men selve informationsarket var hverken underskrevet eller paraferet af låntagerne.

Kassationsdomstolen dømte imod banken og fastslog, at klausulen om at udlevere informationsarket blot var en indikation, som skulle bekræftes af andre elementer. Men et ikke-underskrevet dokument udstedt af banken alene kunne ikke bruges til at bekræfte dette bevis.

Ifølge en dom afsagt af appelretten i Paris den 6. april 2023 kan retten af egen drift og uden at være bundet af nogen tidsfrist identificere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i forbrugerlovgivningen.

Den 30. oktober 2015 indgik et privat par en forbrugerkreditaftale med Sogefinancement om et revolverende lån på op til 12.000 Eur til en kontraktlig rente på 5,69 %.

Den 9. marts 2020 stævnede Sogefinancement parret ved retten i Bobigny for at betale restbeløbet på lånet på 14.403 Eur som følge af ubetalt gæld.

Den 24. november 2020 rejste retten to juridiske spørgsmål, nemlig at långiveren ikke havde bevist, at han havde overholdt sin rådgivningspligt (tidligere artikel L311-8 C. consom, der fandt anvendelse på tvisten, nu artikel L312-14), og at han havde kontrolleret låntagernes solvens (tidligere artikel L311-9, nu artikel L311-16).

Den 2. februar 2021 erklærede domstolen, at retten til renter var bortfaldet. Under appelsagen rejste retten i Paris selv et retligt spørgsmål baseret på den manglende information til låntageren om betingelserne for fornyelse af kontrakten (tidligere artikel L311-16, nu artikel L312-65).

I sit svar anfører kreditinstituttet, at de anbringender, der er fremsat af både retten og domstolen, er forældede i betragtning af udløbet den 30. oktober 2020 af den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel L-110-4 i den franske handelslov.

Appelretten i Paris afviste appellen, erklærede, at långiverens ret til renter var bortfaldet, og dømte parret til at betale 9.180 Eur med renter til den lovbestemte sats uden forhøjelse.

Dommen er interessant, fordi den giver et præcist svar på det forældelsesargument, der blev fremført ex officio.

Den fastslår, at “forældelsesfristen ikke har nogen indflydelse på påberåbelsen af et anbringende, der ikke søger at give en fordel, men blot at afvise et modsat krav”.

Den tilføjer, at “i den rolle, som den er tildelt af både artikel L141-4 (nu art. R 632-1) i forbrugerloven og af europæisk lov, kan retten i første instans eller appeldomstolen, uden at være bundet af nogen tidsfrist, af egen drift konstatere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i loven, med forbehold for overholdelse af kontradiktionsprincippet”.

Han konkluderede: “Denne bestemmelse blev anvendt af både retten og førsteinstansretten, idet det erindres, at i det omfang den søger at få afvist betalingskravet fra den långiver, der har ydet en forbrugerkredit, som uberettiget, kan indsigelsen baseret på fortabelse af retten til renter rejses af retten af egen drift, i det omfang det, hvor det er relevant, resulterer i en begrænsning af det krav, som banken søger betaling for.

Konsekvenserne af denne fortabelse er udtrykkeligt fastsat i loven, og banken har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved denne mekanisme ved at hævde, at de betalte beløb ikke kan omfordeles.

Hvad angår substansen, forekommer løsningen os at være fuldt ud berettiget: I forbrugerlovgivningen er der intet krav (hverken i teksten i Art. R632-1 eller i europæisk retspraksis) til nogen restriktion, begrænsning eller betingelse ud over overholdelse af det kontradiktoriske princip.

Det er ikke underlagt nogen betingelser med hensyn til parternes tilstedeværelse eller fravær ved høringen eller tilstedeværelsen af en advokat til at repræsentere eller bistå dem. For det andet er det ikke underlagt nogen begrænsning med hensyn til, om forbrugeren anerkender gælden eller ikke bestrider den.