Juridiske nyheder

På deres seneste kongres, som i år var dedikeret til boliger, tog notaires de france forslaget om en fælles status for private udlejere op. Det er selvfølgelig stadig usikkert, om det bliver vedtaget, men på det seneste har flere love udvisket forskellene mellem møbleret og umøbleret udlejning, som på den ene eller anden måde påvirkes af afskaffelsen af termolejligheder, huslejekontrol og skattejusteringer.
Samtidig er der opstået nye lejeformler, som har fornyet debatten om fordelene ved hver strategi. Med forskellige grader af begrænsninger skal valget af lejemål vurderes ud fra både juridiske, skattemæssige og økonomiske kriterier.

Begrænset valgfrihed

Leje nøgent eller møbleret? Spørgsmålet opstår ikke for ejere, der er interesserede i sæson- eller korttidsudlejning, som kun kan opfattes som møbleret. Med udviklingen af online udlejningsplatforme er der nogle gange en stærk fristelse til at udleje sin ejendom lejlighedsvis.
Ansøgere skal dog huske på, at store byområder og områder med stort boligpres kræver, at ejere registrerer deres ejendom online eller hos kommunen på forhånd for at kontrollere, at de ikke udlejer deres hovedbolig i mere end 120 dage om året, som er den maksimale periode, der er tilladt i dette tilfælde.

Lignende forpligtelser pålægges de pågældende platforme for at lette kontrollen, som bliver mere og mere omfattende. Siden i år har ejere, der ønsker at udleje deres møblerede bolig, skullet anmelde denne aktivitet på INPI’s (Institut National de la Propriété Industrielle) hjemmeside, selv om der er tale om korttidsudlejning. Og en europæisk forordning er på vej for at pålægge digitale aktører større gennemsigtighed og fremme et afbalanceret økosystem for turisme i EU.

Det er ikke altid muligt at udleje en møbleret bolig, som tidligere har været brugt til andre formål (personlig beboelse eller tomgangsudlejning). I Paris, de indre forstæder til Paris og kommuner med mere end 200.000 indbyggere – og dem, der har besluttet at gøre det – kræver denne anvendelsesændring forudgående tilladelse fra borgmesteren, hvis den pågældende ejendom ikke er lejerens hovedbolig. Men især i Paris afvises denne anvendelsesændring systematisk på grund af boligmanglen, medmindre den møblerede udlejer samtidig tilbyder en anden ejendom af tilsvarende størrelse til udlejning på umøbleret basis (dvs. kompensationsprincippet), hvilket naturligvis ikke er det mest almindelige scenario…. Mange investorer har ikke ansøgt om denne administrative godkendelse, enten bevidst eller på grund af uvidenhed om reglerne. Sanktionerne for ikke at gøre det er dog særligt afskrækkende: Overtrædere kan idømmes en bøde på 50.000 euro plus en dagsbøde på op til 10.000 euro pr. dag/M2!

Ejere, der planlægger at flytte til udlandet, f.eks. på grund af et jobskifte, skal være opmærksomme på, at den ejendom, der var deres hovedbolig i Frankrig, ikke længere vil være deres hovedbolig i Frankrig, hvilket gør det umuligt for dem at udleje den i korte perioder uden at få en tilladelse i de byer, hvor det er påkrævet. I mangel af godkendelse skal den bevarede ejendom derfor udlejes til brug som lejers primære bolig. Ud fra dette synspunkt kan en nøgtern udlejning være at foretrække, når udstationeringen er planlagt til flere år. Selv når det er muligt, er overgangen fra umøbleret til møbleret leje – eller omvendt – ikke uden konsekvenser: Det vil naturligvis være nødvendigt at vente på den eksisterende lejers afgang, medmindre han eller hun er interesseret i denne ændring. Ved afslutningen af en boliglejekontrakt til brug som hovedbolig har lejeren ret til fornyelse.

Udlejer kan helt sikkert nægte at forny lejekontrakten, hvis han ønsker at overtage boligen til personlig eller familiemæssig brug eller sælge den ogsåi tilfælde af lejerens alvorlige misligholdelse af sine forpligtelser. Den ændrede anvendelse af ejendommen er imidlertid ikke en af grundene til den godkendte overtagelse. Reglerne er a priori mindre krævende for ejere af erhvervslokaler, der gerne vil omdanne dem til møblerede, da driften ikke er underlagt nogen kontrolgodkendelse. Tourimse-rådet er imidlertid netop blevet beriget med en ny bestemmelse, der giver kommunerne mulighed for at forelægge en sådan ændring af tilladelsen, idet kommunalbestyrelsen stemmer om en beslutning herom. Dette er allerede tilfældet i Paris, og andre byer har fulgt i hovedstadens fodspor.

I fremtiden kan mulighederne for at leje møblerede turistboliger blive reduceret: I juli sidste år offentliggjorde regeringen resultaterne af en arbejdsgruppe, der blev nedsat for at bekæmpe nedslidning af permanente boliger i turistområder. Fjorten forslag (ud af de 105 fremsat af økonomiske aktører og folkevalgte) blev udvalgt, herunder: indlede overvejelser om beskatning af lejeindtægter for at tilskynde til langtidsudlejning; gøre skatteforvaltningens kontrol mere effektiv (ved at knytte registreringsnummeret til boligens skattenummer i en enkelt database).

En juridisk fusion

Mens loven af 6. juli 1989, som traditionelt regulerer udlejning af boliger, der bruges som hovedbolig, nogle gange kan være restriktiv for udlejere, har møbleret udlejning længe været kendt for sin juridiske fleksibilitet: De skulle blot overholde de enkle regler i den civile lovbog for udlejning af varer. Men i dag er det kun lejlighedsvise møblerede udlejninger, der stadig kan drage fordel af denne fleksibilitet.
De fleste af bestemmelserne i loven fra 1989, der gælder for nøgne lejemål til brug som hovedbolig, er blevet overført til møblerede boliger af Alur-loven med samme formål: identiske obligatoriske oplysninger i lejekontrakten; teknisk diagnose kræves også; lignende pligter for udlejeren osv.

Det skal dog bemærkes, at størrelsen af det depositum, der kan kræves af udlejeren af en møbleret ejendom, er begrænset til to måneders hovedleje sammenlignet med kun en måneds hovedleje i tilfælde af nøgne lejemål – en forskel, der er berettiget af det faktum, at møblerne stilles til rådighed.
Møblerede lejemål skal ledsages af en inventarliste og en detaljeret redegørelse for det udstyr, der er stillet til rådighed, og listen over disse er fastlagt i lovgivningen. Og selvfølgelig kan møblerede lejemål være for en kortere periode (minimum et år, ni måneder, hvis der er en studerende lejer).

Lejere har samme ret til at forny deres lejemål, om end inden for strengere rammer. Indtil for ti år siden kunne udlejeren af en møbleret bolig frit fastsætte den nye husleje, forudsat at han gav lejeren tre måneders varsel. Dermed var lejeren på ingen måde beskyttet mod en pludselig huslejestigning, som kunne føre til, at han flyttede. Fra nu af vil den oprindelige fastsættelse af lejen, dens revision i løbet af lejemålet og dens justering på tidspunktet for fornyelse blive udført under de samme betingelser som for nøgne lejemål.

Mobilitetslejemålet, der blev indført med ELAN-loven for at give udlejere større fleksibilitet og lette adgangen til boliger for personer med arbejdsrelateret mobilitet, er et alternativ til dem, der foretrækker at leje møblerede boliger, men ikke ønsker de administrative begrænsninger, der er forbundet med turistudlejning.
Varigheden af denne lejekontrakt kan være op til ti måneder. Lejereglerne og de stadig strengere kriterier for boligens anstændighed finder imidlertid anvendelse på den i tilfælde af udlejning til brug som primærbolig. I dag er systemets succes stadig ringe, men det er stadig for meget at bedømme, ifølge en parlamentsbetænkning sidste år.

Forskellen synes radikal mellem den blotte udlejers og den møblerede udlejers skattemæssige status, idet førstnævntes indkomst beskattes i kategorien formueindkomst, i BIC for sidstnævntes vedkommende. Den professionelle udlejer af møblerede boliger nyder godt af en ekstraordinær ordning, idet dennes erhvervsmæssige underskud trækkes fra hele dens indkomst uden nogen beløbsbegrænsning. Han kan undtages fra formueskat på visse betingelser og kapitalvindingsskat ved videresalg. Socialsikringsbidrag anvendes med den reducerede sats på 9,7%. Men denne status er blevet meget elitær (indkomsten fra den møblerede leje skal overstige både 23.000 EUR og den anden professionelle indkomst fra ejerens skattehusstand), sammenligningen vil oftest blive foretaget mellem den blotte udlejer og den ikke-professionelle møblerede leje.
Foruden at være identiske er deres situation ens: I tilfælde af anvendelse af mikroordningen om indkomst gælder det faste fradrag for gebyrer med en sats på 30% for formueindkomst, 50% for møbleret leje (eller 71%) for klassificerede møblerede turistboliger.

I den virkelige verden synes udlejning af bar ejendom at overtage fordelen, da ethvert ejendomsunderskud, der ikke skyldes lånerenter, kan trækkes fra den samlede indkomst (inden for grænsen på 10700 EUR i princippet), uden samme mulighed for ikke-professionel møbleret indkvartering som for ikke-professionel møbleret ejendom.
I øvrigt er den skattemæssige behandling sammenlignelig, idet der ikke foreligger en specifik fordel i forhold til IFI, og når der i begge tilfælde tages hensyn til anvendelsen af ordningen for kapitalgevinster på fast ejendom for fysiske personer, med en bemærkelsesværdig forskel: Den afskrivning, der foretages på de møblerede lejede ejendomme, reducerer ikke den købspris, der anvendes til beregning af kapitalgevinsten. I både umøblerede og møblerede ejendomme kan beskatningen af lejeindtægter maksimalt udgøre 66,2% (i tilfælde af anvendelse af en IMT på 45%, 17,2% af socialsikringsbidragene og 4% af CEHR). Imidlertid har nicherne med fritagelse for ejendomsskat mistet deres effektivitet på den blotte udlejningsside med sænkningen af Pinel-reduktionssatsen (før dens forsvinden planlagt til udgangen af 2024) og erstatningen af ordningen for overkommelig leje med Loc’avantage-ordningen.

Hvad angår møblerede boliger, kan vi beklage afskaffelsen af Censi-Bouvard-regimet. Men dens forsvinden er kun overraskende. Siden oprettelsen i 2009 har denne skattenedsættelse været forbeholdt møblerede udlejere, der ikke kunne få adgang til LMP-status: den var attraktiv, da den blev anvendt med en sats på 25%, og den kunne vedrøre et køb i en turistbolig. Men over tid er fordelen eroderet og tiltrækker færre og færre kandidater.
Ordningen, der er blevet fornyet flere gange i træk, har siden i år ikke længere været gældende, således at der er taget hensyn til de negative konklusioner fra de offentlige myndigheders evalueringsbesøg (Generalinspektoratet for Finanser og Det Generelle Råd for Miljø og Bæredygtig Udvikling): Budgetomkostningerne ved Censi-Boulevard var for høje (anslået til 18000 EUR pr. bolig) uden at være uden risici for investorerne.

For deres vedkommende vil lejere af møblerede ferieboliger sandsynligvis lide under den betydelige stigning i boligskatten på fritidshuse, som fastholdes af et stigende antal kommuner, der mangler ejendomme til at huse deres beboere. Indtil nu har kun byer med mere end 50.000 indbyggere, der er kendetegnet ved en markant ubalance mellem udbud og efterspørgsel af boliger, kunnet hæve boligskatten.
På den anden side kan overdragelsen af møblerede lejede bygninger ledsages af en betydelig fordel: I modsætning til administrationen har kassationsdomstolen og statsrådet for nylig fastslået, at overførsel af et selskab udøvelse af møbleret udlejningsvirksomhed er omfattet af den delvise afgiftsfritagelse, der er fastsat i Dutreil-ordningen. Et regeringsændringsforslag til finansloven for 2024 foreslår imidlertid at udelukke møblerede huslejer fra Dutreil-undtagelsen.

Hvad er forskellen i udbytte? Selv om den retlige ordning, der gælder for leasing, i øjeblikket ikke er hovedkriteriet for udvælgelse af investorer, er rentabiliteten ofte et spørgsmål om sagen. I tilsvarende perioder skal afkastet på den møblerede ejendom overstige afkastet af den umøblerede leje, da boligens udstyr berettiger en højere leje.

I det mindste i teorien, fordi kontrollen med stigningen i byer beliggende i spændte områder nu påvirker alle lejemål til brug som lejers hovedbolig, hvad enten de er nøgne eller møblerede. De påvirkes også af det huslejeloft, der gælder i Paris og i visse byer, der er kendetegnet ved et smalt lejemarked: huslejeloftet er simpelthen højere for at tage hensyn til møblerne. Dette eksperimentelle regime blev forlænget indtil 2026 ved 3DS-loven, der blev vedtaget sidste år. Sæsonudlejning er i øjeblikket undtaget fra disse to ordninger. Flere på hinanden følgende korttidsudlejninger kræver imidlertid, at udlejeren er mere involveret end den rene udlejning, som ikke altid er forenelig med udøvelsen af en erhvervsmæssig aktivitet. Brugen af en ejendomsadministrator tilbyder et alternativ, forudsat at du accepterer et lavere afkast, fordi det så er underlagt højere omkostninger end i tilfælde af en bar leje.

Erhvervelse af grunde i en serviceret bolig ledsaget af gennemførelse af en langsigtet lejekontrakt med operatøren repræsenterer en anden løsning for at frigøre sig fra ledelsesbegrænsninger, men investeringens art er naturligvis anderledes. Købsprisen for møblerne, udskiftningen, omkostningerne i forbindelse med genudlejning, rengøring af lokalerne mellem to erhverv skal også tages i betragtning ved beregningen af rentabiliteten. Professionelt møblerede udlejere såvel som dem, der modtager mere end 23000 EUR fra udlejning af turistlokaler, skal også medtage de skyldige gebyrer for deres sociale tilhørsforhold, hvilket nu er obligatorisk under disse omstændigheder.

Kriteriet om rentabilitet er derfor ikke den nemmeste måde at sammenligne lejeformler på, og deres forskellige anvendelsesmetoder gør det ikke lettere at sammenligne. Vi kan dog blive enige om et par vejledende principper: LMP-ordningen er utvivlsomt den mest effektive, men dens elitære natur gør den kun tilgængelig for færrest mulige medlemmer, mens den ofte kræver et stærkt personligt engagement. Investorer, der er bekymrede for skattefritagelse af deres indkomst fra beskæftigelse, vil ellers vælge bare huslejer – sandsynligvis den gamle med arbejde for at eksternalisere et underskud.

LMNP-status og status som bare udlejer giver for resten fordele, der er tilstrækkeligt ens til, at de mere konkrete aspekter af operationen kan betragtes som en prioritet. Hvad angår tilsyneladende rentable turistudlejninger, er de især ramt af risikoen for nye retlige og skattemæssige begrænsninger. Det engagementsniveau, som ejeren ønsker, karakteren af det ønskede lejeforhold, operationens varighed og den brug, som udlejeren ønsker at gøre af sin ejendom ved periodens udløb, bør derfor være hans vigtigste valgkriterium.

De mest skeptiske sætter spørgsmålstegn ved det hensigtsmæssige i at udøve en udlejningsaktivitet af enhver art i dag i en økonomisk og lovgivningsmæssig sammenhæng, der ikke er særlig engagerende. De offentlige myndigheder har imidlertid bebudet foranstaltninger til løsning af boligkrisen. Og lige så vigtige som farerne ved udlejningsinvesteringer er, skal deres omfang utvivlsomt sættes i perspektiv ud fra et langsigtet investeringsperspektiv.

Cabinet Nicolas BRAHIN
Advokatfirma i NICE, Lawyers in NIC
Camilla Nissen MICHELIS
Assistante – Traductrice
1, Rue Louis Gassin – 06300 NICE (FRANCE)
Tel : +33 493 830 876 / Fax : +33 493 181 437
Camilla.nissen.michelis@brahin-avocats.com
www.brahin-avocats.com

Investeringer i kryptoaktiver er vokset betydeligt i løbet af de sidste par år, så mange virksomheder nu har dem på deres balance, og et stort antal innovative virksomheder er ved at blive etableret i denne sektor. Her ser vi på den skattemæssige behandling af disse digitale aktiver, når de ejes af virksomheder. Finansloven for 2019 har for første gang skabt en skatteordning for enkeltpersoner (og partnerskaber, der henvises til i artikel 8 ff. i den generelle skattelov), der er specifik for lejlighedsvise afhændelser af digitale aktiver, delvist inspireret af den ordning, der gælder for gevinster på værdipapirer. Den fastsætter en samlet skattesats på 30%, svarende til den faste afgift, dvs. en sats på 12,8%, plus fradrag for social sikring på 17,2%. Det specifikke ved denne særlige ordning er, at den især indfører en skatteudskydelse i tilfælde af en udveksling af digitale aktiver uden en udligningsbetaling for at tage højde for de mange transaktioner, der er forbundet med sektoren.

For juridiske personer er der ingen specifik ordning for gevinster eller tab fra besiddelse af digitale aktiver. Parlamentet tog dog spørgsmålet op under drøftelserne om finansloven for 2022, hvor der blev fremsat adskillige ændringsforslag. Forslag, der sigtede mod at harmonisere den skattemæssige behandling af virksomheder med den for enkeltpersoner, blev afvist, da disse ændringsforslag kunne have ført til en de facto-fritagelse for virksomheder, der vælger ikke at konvertere deres digitale aktiver til euro. Alle disse ændringsforslag blev afvist af regeringen og trukket tilbage. Resultatet er, at der i modsætning til enkeltpersoner i øjeblikket ikke er nogen specifik skatteordning for virksomheder, der er underlagt selskabsskat.

I mangel af regler, der afviger fra regnskabsprincipperne, bliver abonnement på og besiddelse af digitale aktiver derfor bogført og beskattet i overensstemmelse med de regnskabsregler, der gælder for hver enkelt kategori af det pågældende aktiv. I mangel af en skatteudskydelse resulterer enhver ombytning af et digitalt aktiv til et andet digitalt aktiv i indregning af en skattepligtig kapitalgevinst eller -tab. Som følge heraf hæmmes udviklingen af digitale aktiver af et skattesystem, der resulterer i indregning af en fortjeneste eller et tab på hver udvekslingstransaktion.

Beskatning af udstedelse af digitale aktiver

En Initial Coin Offering (herefter “ICO”) er et offentligt tilbud om at rejse midler til finansiering og udvikling af en udsteders projekt. Det giver anledning til udstedelse af digitale tokens, som gives til investoren i bytte for en sum penge eller kryptopenge. ICO’er udføres ved hjælp af blockchain-teknologi, så der er ingen mellemmand mellem abonnenterne og tokenudstederen. En ICO giver betydelige fordele, især for udstederen af projektet. ICO’er kan gennemføres hurtigt, og manglen på barrierer på internettet betyder, at man kan nå ud til et bredt publikum af investorer. Desuden giver det projektlederne mulighed for at rejse midler uden at åbne op for deres kapital, hvilket igen giver dem mulighed for at rejse midler uden udvanding.

Lovforslaget om vækst og transformation af virksomheder, kendt som “pagten”, har skabt en ramme for disse fundraising-operationer i lyset af deres voksende betydning (6,8 milliarder rejst i 2017, 21 milliarder i 2018) og har gjort Frankrig til en foregangsland på dette område. Med hensyn til udstedelse og ombytning af tokens er levering af varer og tjenesteydelser mod vederlag fra en afgiftspligtig person, der handler som sådan, momspligtig.

En transaktion er omfattet af momspligten, hvis der er en direkte forbindelse mellem den leverede ydelse eller det erhvervede gode og den modtagne modydelse, dvs. hvis en transaktion på den ene side giver kunden en individualiseret fordel, og hvis den pris, der modtages til gengæld, på den anden side er relateret til den opnåede fordel. Individuelle abonnenter beskattes enten med den faste sats på 30% med udskudt beskatning, hvis de handler som enkeltpersoner, eller i kategorien for industrielt og kommercielt overskud, hvis de handler som professionelle.

Beskatning af digitale aktiver

Moms

En virksomhed, der har erhvervet digitale aktiver, hvis udstedelse har været momspligtig, har ret til at fradrage momsen i overensstemmelse med de almindelige lovregler, forudsat at den er i besiddelse af et dokument, der viser den fradragsberettigede moms (faktura osv.).
Hvis de er blevet behandlet som vouchere til flere formål, kan retten til momsfradrag naturligvis først udøves, når momsen skal betales af udstederen.
Hvis de falder ind under reglerne for vouchere til engangsbrug, bør momsen kunne fratrækkes med det samme i henhold til de almindelige lovbestemmelser. Med forbehold for de almindelige lovregler om territorialitet bør videresalg være skattepligtigt.

Selskabsskat

Beskatning af beholdninger af finansielle instrumenter (“secf/r/tytokens”)

Til regnskabsformål skelner den franske generelle kontoplan mellem tre forskellige typer af token:

– tokens med karakteristika som finansielle værdipapirer, opsparingsobligationer eller finansielle kontrakter, eller “værdipapir-tokens;
– Tokens, der er indregnet som immaterielle aktiver'”‘ ;
– Tokens indregnet som omsætningsaktiver: disse er tokens, der ikke har karakteristika som finansielle værdipapirer, finansielle kontrakter eller kontantkuponer, uden hensigt om at bruge de tilknyttede tjenester eller levere de tilknyttede varer.

Begrebet digitale aktiver blev defineret i artikel L. 54-10-1 i den franske monetære og finansielle lovbog, da PACTE-loven blev vedtaget i 2019. Ifølge denne artikel opfylder digitale aktiver, der kan sammenlignes med de instrumenter, der er nævnt i artikel L. 21J-1 i den monetære og finansielle kode, og de opsparingsobligationer, der er nævnt i artikel L. 223-1 i samme kode, karakteristikaene for finansielle instrumenter. I praksis drejer det sig hovedsageligt om aktier, gældsbeviser, andele eller aktier i kollektive investeringsvirksomheder, finansielle futuresinstrumenter og opsparingsobligationer.

Regnskabsmæssigt skal virksomhedens digitale aktiver indregnes i overensstemmelse med de regnskabsregler, der gælder for den type finansielt instrument, som de er knyttet til. Skattemæssigt er der, som nævnt ovenfor, ingen særlige regler, så den regnskabsmæssige og skattemæssige behandling er identisk. Men hvis digitale aktiver giver anledning til betaling af “belønninger”, der kan sidestilles – med renter, skal sidstnævnte medtages i resultatopgørelsen for det regnskabsår, hvor de påløber. Regnskabsmæssigt skal virksomhedens digitale aktiver indregnes i overensstemmelse med de regnskabsregler, der gælder for den type finansielt instrument, som de er knyttet til.

Beskatning ved besiddelse af ikke-finansielle digitale aktiver (“utilitytokens”)

Bogføring og beskatning af disse digitale aktiver vil afhænge af hensigten hos den virksomhed, der erhverver dem. Hvis virksomheden har til hensigt at bruge de tjenester eller varer, der er forbundet med de erhvervede digitale aktiver, ud over abonnementsperioden, skal de indregnes som “immaterielle anlægsaktiver” i overensstemmelse med artikel 619-1l i den generelle skattelov. I modsat fald vil de blive indregnet i omsætningsaktiver som kontante instrumenter.

Digitale aktiver indregnet som immaterielle aktiver – Almindelige regnskabsregler vil gælde, så digitale aktiver skal afskrives i overensstemmelse med de gældende regler, dvs. over deres faktiske og forudsigelige brugstid. Det skal bemærkes, at hvis den forventede brug af de tilknyttede tjenester eller varer ikke længere eksisterer, kan de digitale aktiver, der er indregnet som immaterielle aktiver, overføres til kontante instrumenter. Overførslen skal ske til den bogførte nettoværdi. Enhver omvendt overførsel af digitale aktiver, der er registreret på en kontantkonto til en konto for immaterielle aktiver, er dog forbudt. I overensstemmelse med de traditionelle regler skal der udføres en nedskrivningstest i tilfælde af værditab, dvs. når markedsværdien af de digitale aktiver viser sig at være mindre end deres bogførte nettoværdi. Når en virksomhed ønsker at fjerne sine digitale aktiver fra balancen, kan den gøre det ved frivillig indløsning, hvilket vil indebære annullering af den bogførte nettoværdi af tokenet på transaktionsdatoen, men det er mere almindeligt at sælge disse digitale aktiver til en tredjepart på det sekundære marked. Også her er regnskabs- og skattereglerne identiske. Forskellen mellem salgsprisen og den bogførte nettoværdi vil udgøre et kapitaltab eller en kapitalgevinst, der er skattepligtig i henhold til almindelig lovgivning.

Digitale aktiver indregnes som kontante instrumenter – I alle andre tilfælde vil digitale aktiver blive klassificeret på konto SZZ “Tokens held”, og den urealiserede gevinst eller tab vil blive indregnet som et aktiv eller en forpligtelse. i balancen på konto 47862 og 4Z8Z2 “Forskel i værdiansættelse af tokens”. Desuden skal der afsættes en risikohensættelse i tilfælde af et urealiseret tab. I tilfælde af salg eller tilbagetrækning beregnes kapitalgevinster eller -tab ved hjælp af FIFO-metoden (first-in, first-out) eller WAC-metoden (weighted average cost of acquisition). Også her gælder de almindelige juridiske regler, både fra et regnskabsmæssigt og et skattemæssigt synspunkt.

Den nuværende ordning for besiddelse af digitale aktiver udgør uholdbare begrænsninger for virksomheder og revisorer, især da de udfører et stort antal udvekslinger mellem digitale aktiver. Antallet af involverede transaktioner og tokens volatilitet gør dette til en kompleks øvelse. Under diskussionerne om finansloven for 2022 blev der foreslået et ændringsforslag om at udskyde tidspunktet for beskatning af fortjeneste eller tab til tidspunktet for den transaktion, der beriger virksomheden, dvs. salget i bytte for valuta eller andre varer eller tjenester. Formålet med denne ændring var at bringe den ordning, der gælder for virksomheder, på linje med den, der blev vedtaget for enkeltpersoner i finansloven for 2019.

Men for at give staten mulighed for at drage fordel af budgetindtægterne i en post-covid-kontekst, blev der indført en treårig skatteudskydelsesperiode, ved hvis udløb ubeskattet overskud ville blive genintegreret i skattepligtig indkomst. Dette ændringsforslag blev dog ikke vedtaget. Som følge heraf vil enhver ombytning af et digitalt aktiv med et andet digitalt aktiv på nuværende tidspunkt resultere i en skattepligtig kapitalgevinst eller et kapitaltab, hvis der ikke er tale om en skatteudskydelse.

Det franske skattesystem er stadig under opbygning. Da de nuværende regler pålægger virksomheder, der foretager et stort antal ombytninger mellem digitale aktiver, visse begrænsninger, især med hensyn til beregning af den skattepligtige kapitalgevinst, er det nu mere end ønskeligt, at lovgiveren griber ind for at afhjælpe denne situation, så der kan vedtages en ramme, der er tilpasset den særlige karakter af denne nye kategori af aktiver.

Cabinet Nicolas BRAHIN
Advokatfirma i NICE, Lawyers in NICE
Camilla Nissen MICHELIS
Assistante – Traductrice
1, Rue Louis Gassin – 06300 NICE (FRANCE)
Tel : +33 493 830 876 / Fax : +33 493 181 437
Camilla.nissen.michelis@brahin-avocats.com
www.brahin-avocats.com

Nedenfor finder du et notat om den særlige skatteordning for udstationerede medarbejdere og de betingelser, hvorunder de er berettiget til denne særlige ordning sammenlignet med andre skatteydere, der vælger bopæl i Frankrig.

Beskatning af udstationerede medarbejdere – ordningen for udstationerede medarbejdere

Artikel 155 B i den franske skattelov ( som vil lede denne note om udstationerede medarbejdere) giver mulighed for, at udstationerede medarbejdere i Frankrig kan drage fordel af en særlig skatteordning.
Den generelle skattelov opstiller flere betingelser for anvendelsen af denne såkaldte “impatrieringsordning”.

Anvendelsesområdet for den generelle skattelov – betingelser

Status som leder eller lignende

Anvendelsen af impatriate-ordningen er afhængig af den skattepligtige persons status, som beskrevet i artikel 80 ter i den generelle skattelov.
Artiklen indeholder 3 kategorier af personer:
– For aktieselskaber, den administrerende direktør, direktørerne eller medlemmerne af bestyrelsen, medlemmerne af direktionen og denmidlertidige administrerende direktør;
– For minoritetsledere i selskaber med begrænset ansvar;
– For alle andre selskaber eller virksomheder, der er underlagt selskabsskat, ledere, der er underlagt medarbejderskatteordningen.

Lederens udstationering

Det andet kriterium i den generelle skattelov er, at lederen skal indkaldes fra udlandet for at tage ansættelse i en virksomhed, der er etableret i Frankrig, i en begrænset periode.
For at drage fordel af denne ordning må den udstationerede ikke have været skattemæssigt bosiddende i Frankrig i 5 år (i kalenderår) forud for sin udstationering. Udstationeringen må ikke overstige 8 år efter ansættelsen i Frankrig (til og med 31. december i det sidste år), hvor den udstationerede anses for at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig.

Konsekvenser af status som udstationeret medarbejder

Beskatning af udstationerede medarbejdere

Udstationerede medarbejdere nyder godt af en særlig skatteordning, for så vidt som de er skattepligtige af den løn, de modtager direkte i forbindelse med deres nye stilling i Frankrig.
Udstationerede medarbejdere kan dog altid vælge at blive beskattet af 30% af den løn, de modtager i Frankrig.
Medarbejdere, der er udstationeret i Frankrig, nyder godt af kontinuiteten i denne udstationeringsordning , der er fastsat i den generelle skattelov, i tilfælde af en ændring af funktion inden for den samme virksomhed, som de blev udstationeret til, og endda derudover bevarer de denne ordning i tilfælde af en ændring til en anden virksomhed i den samme koncern, hvis denne nye virksomhed er beliggende på fransk territorium.
Udstationerede medarbejdere kan også nyde godt af en skattefritagelse på den indkomst, de tjener, mens de arbejder i udlandet i deres franske arbejdsgivers eksklusive og direkte interesse.
Udlændinge vil derfor kunne drage fordel af en reduktion på 50% af indkomsten fra løsøre, indkomst fra patenter eller ophavsrettigheder og gevinster fra salg af værdipapirer eller selskabsrettigheder , der betales uden for Frankrig eller af en person, der er bosiddende i et område, der er knyttet til Frankrig ved en skatteaftale , der fastlægger enadministrativ bistandsklausul med henblik på at bekæmpe skattesvig.
I henhold til Conseil d’Etat’ s afgørelse af 21. oktober 2020 (nr. 444799) er fritagelsen for omsættelig kapital i henhold til punkt II i artikel 155 B i CGI ikke betinget af, at der modtages et reelt vederlag for aktiviteten i Frankrig.
En udstationeret medarbejder i Frankrig, som modtager en udstationeringsbonus , bliver ikke beskattet af denne bonus.
Den 27. september 2023 offentliggjorde den franske nationalforsamling en informationsrapport om situationen for udstationerede medarbejdere med hensyn til deres forpligtelse til at betale formueskat i Frankrig, som er begrænset til beskatning af aktiver beliggende i Frankrig.

Grænser og muligheder i ordningen for udenlandske medarbejdere udstationeret i Frankrig

Hvis en medarbejder, der er udstationeret i Frankrig, er udstationeret i udlandet i en længere periode, kan han eller hun ikke forvente at blive fritaget for skat på det vederlag, der modtages i udlandet i henhold til artikel 81 A i CGI, og vil kun være omfattet af fritagelsen i artikel 155 B i CGI.
En afgørelse fra Conseil d’Etat den 26. marts 2003 (nr. 226400) fastsatte den maksimale udstationeringsperiode til 24 måneder, hvorefter skatteyderen ikke længere er garanteret fritagelse for indkomst optjent i udlandet i henhold til artikel 155 B i CGI .
Udstationerede skatteydere nyder godt af en længere begrænset periode end skatteydere, der er underlagt artikel 81 A i CGI. Sidstnævnte er underlagt de administrative domstoles skøn, som bestemmer en rimelig periode fra sag til sag (f.eks. Conseil d’Etat afgørelse af 14. marts 2011, nr. 318129).

Beskatning af skatteydere, der vælger bopæl i Frankrig

Det centrale princip for beskatning er skattens territorialitet. I Frankrig er dette princip beskrevet i artikel 4 A i den generelle skattelov, der siger, at:
“Personer med skattemæssigt hjemsted i Frankrig skal betale indkomstskat af hele deres indkomst.
Personer, hvis skattemæssige hjemsted er uden for Frankrig, er kun skattepligtige af deres indkomst fra franske kilder.”

Betingelser for skattepligt i Frankrig

For at være skattepligtig i Frankrig skal udenlandske skatteydere have en tæt eller betydelig tilknytning til Frankrig.
Ifølge artikel 4 B i den franske skattelov skal en udlænding for at være skattepligtig i Frankrig have sit hjem eller sin hovedbopæl i Frankrig, eller udøve et lønnet eller ulønnet erhverv i Frankrig, eller have centrum for sine økonomiske interesser i Frankrig.
Artiklen og retspraksis fra Conseil d’État af 15. juni 2007 (nr. 284449) forklarer, at en udlænding ikke kan vælge at blive beskattet i Frankrig, hvis han eller hun ikke har nogen tilknytning til Frankrig, såsom et sædvanligt opholdssted eller en erhvervsaktivitet.

Konsekvenser for skatteyderen

Hvis vi henviser tilartikel 4 A, stk. 1 i CGI, kan vi konstatere, at en skatteyder, der har valgt at være skattepligtig i Frankrig, er skattepligtig af sin indkomst universelt, så selv udenlandsk indkomst vil være genstand for et fradrag i den franske skat.
I dette tilfælde vil skatteyderen blive beskattet i overensstemmelse med aftalerne mellem Frankrig og det land, hvor indkomsten stammer fra. Skatteyderen vil være underlagt internationale, multilaterale eller bilaterale aftaler mellem Frankrig og de lande, hvor indkomsten stammer fra.
Hvis der ikke er nogen aftaler, vil skatteyderen blive udsat for dobbeltbeskatning af kildelandet, hvilket vil føre til en skattekredit mod de franske skattemyndigheder, afhængigt af skattebeløbet, hvis skatteyderen er underlagt en højere kildeskat end den franske skat. I modsat fald skal skatteyderen betale forskellen mellem kildeskatten og den franske skat i Frankrig.
Udenlandske skatteydere, som derfor vælger at være skattemæssigt hjemmehørende i Frankrig, vil være underlagt de samme beskatningsregler som landets egne borgere. De vil kun nyde godt af de fordele, som fransk lov giver franske skatteyder.

Accept af arven
Arvinger kan frit acceptere eller give afkald på arven. Omfanget af forpligtelserne vil afgøre deres valg. Alle, der accepterer arven, modtager deres andel af arven, men de er også forpligtet til at betale den afdødes gæld, selv om det betyder, at de skal sælge deres personlige aktiver (op til grænsen for deres rettigheder i arven).

Arvingerne kan træffe deres beslutning inden for ti år efter boets åbning. Herefter anses de for at have givet afkald på arven.

Efter en periode på fire måneder fra dødsdatoen kan en arving dog blive indkaldt til at træffe en beslutning efter anmodning fra en kreditor eller medarving.

Accept af nettoaktiver
Hvis arvingen ikke har kendskab til boet og især til den gæld, som afdøde har efterladt sig, kan han overtales til kun at acceptere boet op til nettoaktiverne.

Han bevarer sine rettigheder som arving, og hvis forpligtelserne viser sig at være større end de efterladte aktiver, er han beskyttet.

Det skyldes, at arvingen modtager sin andel af arven og kun hæfter for afdødes gæld i forhold til værdien af de modtagne aktiver. Med andre ord er arvingens personlige aktiver beskyttet mod den afdødes kreditorer.

Proceduren
For at acceptere boet op til nettoaktivernes størrelse skal arvingen indgive en erklæring til retskontoret på den afdødes sidste bopæl eller til en notar.

Denne erklæring offentliggøres derefter nationalt, så den afdødes kreditorer kan blive informeret. Erklæringen ledsages eller efterfølges af en opgørelse over boet, som indeholder et skøn over aktiver og passiver, post for post.

Hvilke ydelser er arvinger berettiget til?

Ægtefælle, partner og børn
Den længstlevende ægtefælle er fritaget for arveafgift uanset den modtagne andel. Det samme gælder for PACS-partnere, hvis der er oprettet et testamente til deres fordel.

Hvert barn nyder godt af et fradrag på 100.000 euro på sin andel af arven. Arveafgift beregnes af resten (efter fradrag af gæld og, hvor det er relevant, reintegration af værdien af aktiver doneret af den afdøde inden for de sidste 15 år).

Den gældende sats varierer fra 5% til 45%. Hvis en arving f.eks. modtager 200.000 euro, vil han blive beskattet af 100.000 euro, dvs. 18.200 euro.

Brødre og søstre
Brødre og søstre får en godtgørelse på 15.932 euro hver. Over dette beløb betaler de arveafgift på 35% op til 24.430 euro og 45% derefter.

En total fritagelse er tilladt under tre kumulative betingelser: at bo sammen med den afdøde i de sidste fem år før dødsfaldet; at være mindst 50 år gammel eller lide af en svaghed; og at være enlig, enke eller fraskilt.

Andre arvinger
Hver nevø og niece er underlagt en godtgørelse på 7967 euro og betaler arveafgift på 55% over dette beløb.

Andre slægtninge op til og med 4. grad har en godtgørelse på 1.594 euro og betaler 55% arveafgift.

Endelig, hvis legataren er en tredjepart eller en slægtning ud over 4. grad, er godtgørelsen 1.594 EUR, og den gældende sats er 60%.

Personer, der ikke er i stand til at arbejde under normale rentabilitetsforhold på grund af en fysisk eller psykisk svaghed, medfødt eller erhvervet, nyder godt af en reduktion på yderligere 159.325 EUR. I dette tilfælde beregnes arveafgiften ud over de fradrag, der følger af forholdet til den afdøde.

Hvordan udarbejder man en arveforklaring?

Fristen for at tage affære
Arvingerne har seks måneder fra dødsdatoen til at indgive erklæringen til skattemyndighederne. Hvis dødsfaldet er sket i udlandet, forlænges fristen til 12 måneder. I departementerne Guadeloupe, Martinique, Fransk Guyana, Réunion og Mayotte har de seks måneder, hvis afdøde døde i det departement, hvor han var bosiddende, og tolv måneder i alle andre tilfælde.

I tilfælde af for sen indgivelse er arvingerne ansvarlige for bøder på 0,20% pr. måned på alle skyldige beløb. Et tillæg på 10% tilføjes, hvis indbetalingen sker efter den tolvte måned efter dødsfaldet. Bøderne kan nå op på 40% af de skyldige beløb efter den lovbestemte frist, hvis situationen ikke reguleres efter modtagelse af en formel meddelelse.

Værdiansættelse af ejendom
Fast ejendom vurderes af arvingerne selv på grundlag af markedsværdien, dvs. den pris, som ejendommen ville være blevet solgt til på dødsdagen. Der gives et tillæg på 20% til hovedboligen, hvis afdøde boede der med sin ægtefælle, PACS-partner eller med et mindreårigt eller beskyttet voksent barn.

Møbler værdiansættes til en fast sats på 5% af værdien af alle aktiver i boet. Hvis det er mere fordelagtigt, kan notaren udfærdige en opgørelse og foretage en værdiansættelse af hver enkelt genstand.

Hvem er arvinger, hvis afdøde var gift?

Prioriterede børn

Hvis den afdøde ikke har lavet et testamente, bliver hans ejendom delt mellem hans arvinger i den rækkefølge, som loven foreskriver.
Børnene har fortrinsret. De går forud for de andre medlemmer af den afdødes familie, bortset fra den efterladte ægtefælle, som de deler hele boet med.

Ægtefæller er altid arvinger

Manden eller konen modtager altid og automatisk en del af boet. Når den afdøde kun efterlader sig børn, arver den længstlevende ægtefælle enten hele boet i uskiftet bo eller det fulde ejerskab af en fjerdedel af boet. Valget er deres.
Børnene får resten, dvs. det blotte ejerskab af hele boet eller det fulde ejerskab af tre fjerdedele af boet. Boet deles ligeligt mellem børnene.
Hvis der er børn fra et tidligere ægteskab, arver ægtefællen en fjerdedel af boet i fuldt ejerskab, uden mulighed for at vælge brugsretten til boet. I et sådant tilfælde deler alle børn (uanset om de er fra samme par eller ej) altid tre fjerdedele af boet i fuldt ejerskab.

I fravær af børn

Den længstlevende ægtefælle arver hele boet, hvis den afdødes forældre også er afgået ved døden. Brødre og søstre, nevøer og niecer er udelukket fra boet.
Men hvis begge den afdødes forældre stadig er i live, modtager de halvdelen af arven. I dette tilfælde modtager enken eller enkemanden den resterende halvdel (tre fjerdedele, hvis kun en af forældrene er i live).

Hvilke rettigheder har ægtefællen over ejendommen?

Et minimum af et års beskyttelse

I året efter dødsfaldet kan den længstlevende ægtefælle bo gratis i parrets hjem (også selv om det er afdødes egen ejendom) og bruge møblerne. De behøver ikke at forlade deres hjem i en fart, og deres livsmiljø er beskyttet. Værdien af denne ret reducerer ikke deres andel af arven. Hvis parret var lejere, refunderes den husleje, som den længstlevende ægtefælle har betalt, i et år af boet (dvs. af arvingerne).

En ret for livet

Efter denne etårige periode kan han/hun stadig bo der og bruge møblerne resten af sit liv. Der er ingen grund til at bede om dette, hvis man ikke arver, eller hvis man arver en del af boet med fuld ejendomsret. For hvis man arver hele boet med fuld ejendomsret eller brugsret, nyder man allerede godt af brugen af hjemmet og møblerne resten af deres liv.
Så med denne livsvarige interesse, og efter det første år, fortsætter ægtefællen med at bebo hjemmet. Værdien af denne ret trækkes fra hans eller hendes arverettigheder og derfor fra hans eller hendes andel af arven (hvis den overstiger denne andel, behøver han eller hun ikke at kompensere de andre arvinger).

Grænserne for livsinteresse

Den længstlevende ægtefælle bevarer retten til at bruge og bo i ejendommen, selv om han eller hun gifter sig igen. På den anden side er de forpligtet til at bo i ejendommen selv: de kan ikke leje den ud, medmindre de har brug for at skaffe de nødvendige ressourcer til at flytte i en bolig eller et etablissement der passer til deres behov. De andre arvinger kan ikke gøre indsigelse mod denne ret. Men efter gensidig aftale med den længstlevende ægtefælle kan de konvertere den til et livsvarigt salg eller et engangsbeløb.

Hvem er arvingerne, hvis den afdøde ikke var gift?

De fire klasser af arvinger

Familiemedlemmer arver på denne måde:

– Arvinger af 1. orden: børn og deres efterkommere (børnebørn, oldebørn osv.).
– Arvinger af 2. orden: far og mor; brødre og søstre og deres efterkommere (nevøer, niecer);
– Arvinger af 3. orden: andre slægtninge i opstigende linje end far og mor (navnlig bedsteforældre);
– Arvinger af 4. orden: andre slægtninge end brødre og søstre og deres efterkommere (onkler, tanter, fætre og kusiner til og med 6. grad).
Hver af disse fire kategorier udgør en arverækkefølge, der udelukker de følgende. I praksis betyder det, at hvis der ikke er nogen arvinger i 1. række, har dem i 2. række forrang for dem i 3. og 4. og så videre.
Bemærk, at når det gælder samlevere og PACS-partnere, arver den længstlevende ægtefælle ikke, hvis han/hun ikke er blevet udpeget som arving i testamentet.

Enlige arvinger

Når den afdøde efterlader sig børn, fortrænger de alle andre familiemedlemmer og deler boet ligeligt. I praksis får forældre, søskende, fætre og kusiner osv. ingenting.

Resten af familien

Hvis der ikke er nogen børn (eller børnebørn til at repræsentere dem), er det arvingerne af anden orden, der skal efterfølge den afdøde. Den afdødes far, mor, brødre og søstre deler boet. Hver af forældrene modtager en fjerdedel af den afdødes formue, og brødrene og søstrene (eller deres børn i tilfælde af førdødsfald) deler den resterende halvdel ligeligt.
Hvis kun den ene af afdødes forældre er i live, arver han eller hun en fjerdedel af boet, mens brødrene og søstrene deler de resterende tre fjerdedele ligeligt. Hvis begge afdødes forældre er døde, modtager brødrene og søstrene boet.

Cabinet Nicolas BRAHIN
Advokatfirma i NICE, Lawyers in NICE
Camilla Nissen MICHELIS
Assistante – Traductrice
1, Rue Louis Gassin – 06300 NICE (FRANCE)
Tel : +33 493 830 876 / Fax : +33 493 181 437
Camilla.nissen.michelis@brahin-avocats.com
www.brahin-avocats.com

Et nyt kriterium er blevet indført for at bringe kortvarige møblerede lejere inden for rammerne af ordningen for selvstændige erhvervsdrivende.

I øjeblikket er det i henhold til artikel L-611-1, 6° i CSS obligatorisk for personer, der udlejer møblerede boliger med indtægter på over 23.000. 000, når disse lokaler udlejes til kunder, der opholder sig der i en dag, en uge eller en måned, og som ikke vælger bopæl, medmindre de på tidspunktet for tilslutningen fravælger at være dækket af den generelle ordning for lønmodtagere, eller når disse personer opfylder betingelserne nævnt i 1° af 2 i IV i artikel 155 i den generelle skattelov.

1° i denne artikel, som foreskrev, at mindst et medlem af den skattemæssige husstand skulle være registreret i handels- og selskabsregistret som professionel udlejer, blev ophævet den 1. januar 2020 ved lov 2019-1479 af 28. december 2019, efter at være blevet anset for forfatningsstridig (Cons. const. 8-2-2018 n° 2017-689 QPC), uden at artikel L611-1 i CC var blevet ændret.

For at være i overensstemmelse med ændringerne i skattelovgivningen omdefinerer loven kriterierne for tilslutning til selvstændiges ordninger for korttidsudlejere af møblerede boliger ved at henvise i artikel L611-1, 6°, i CSS til artikel 155, IV, 2 i den generelle skattelov og ikke længere til artikel 155, IV, 2, 1°, som er blevet ophævet.

Som følge heraf skal personer, der udlejer møblerede boliger, være tilsluttet de sociale sikringsordninger for ikke-landbrugsmæssige selvstændige, hvis indkomsten fra denne aktivitet for alle medlemmer af den skattemæssige husstand overstiger 23.000 euro om året, og en af følgende to betingelser er opfyldt:

-Lokalerne udlejes til kunder, der opholder sig der i en dag, en uge eller en måned, og som ikke vælger bopæl der, medmindre de på tidspunktet for tilslutningen fravælger at være dækket af den generelle medarbejderordning;

-Disse indtægter overstiger indkomsten i skatteyderens husstand, der er underlagt indkomstskat i kategorierne lønninger, industrielle og kommercielle overskud, bortset fra dem, der stammer fra den møblerede udlejningsaktivitet, landbrugsoverskud, overskud fra udlejning af møbleret indkvartering og overskud fra salg af møbleret indkvartering.

I mangel af specifik præcisering vedrører disse bestemmelser ikke bed & breakfast-udlejningsfirmaer, der træder i kraft den 1. januar 2021.

Ifølge konsekvensanalysen bringes sociallovgivningen således i overensstemmelse med skattelovgivningen: En professionelt møbleret udlejer i skattemæssig forstand vil blive betragtet som et professionelt møbleret udlejningsfirma i social forstand og derfor underlagt socialsikringsbidrag på over 23 000 EUR i årlig indkomst fra udlejningen, så længe denne indkomst udgør størstedelen af indkomsten i den skattepligtige husstand.

Desuden vil et dekret gøre det muligt at koordinere anvendelsen af kriterierne og præcisere punkter, der i øjeblikket ikke tages i betragtning, såsom følgende:

-Hvis ejendommen ejes af mere end én person, skal hver af disse personer angive den procentdel af indkomsten, der svarer til de andele, vedkommende besidder i ejendommen.

-Når udlejningen udføres gennem en juridisk enhed, f.eks. af et ejendomsselskab, er der ingen forpligtelse til at tilslutte sig.

Optionstærsklen for ordningen for ansatte i det korttidsindrettede udlejningsfirma er blevet ændret. I øjeblikket er de kortsigtede møblerede udlejningsselskaber, der er omhandlet i nr. 1, og personer, der beskæftiger sig med udlejning af løsøre, og hvis årlige indkomst fra denne aktivitet overstiger 20% af det årlige socialsikringsloft, obligatorisk tilsluttet de sociale sikringsordninger for selvstændige erhvervsdrivende uden for landbruget.   dvs. 8 227,20 EUR for 2020.

Når disse personer er indskrevet, har de dog ret til at vælge den almindelige ordning for arbejdstagere, forudsat at deres årsindkomst i henhold til CSS, stk. 35, ikke overstiger de tærskler, der er nævnt i artikel 293 B, stk. 1, litra a) og b), i artikel 293 B i den almindelige skattelov, dvs.   i det foregående kalenderår 85.800 EUR eller 94.300 EUR, hvis omsætningen i det næstsidste år ikke overstiger 85.800 EUR.

Loven ændrer det årlige indtægtsloft, der ikke må overskrides, for at kunne vælge den almindelige ordning for arbejdstagere ved at ændre 35° i CSS’ artikel L311-3, der henviser til den tærskel, der er nævnt i artikel 102b, stk. 1, første afsnit, i lov om skatter og afgifter, og ikke længere til de tærskler, der er nævnt i artikel 293 B, stk. 1, litra a) og b), i artikel 293 B i lov om skatter og afgifter.

F.eks. kan udlejere af korttidsmøblerede boliger og løsøre vælge den generelle ordning for ansatte, hvis deres årsindkomst ikke overstiger 72 600 EUR

I mangel af specifik afklaring træder disse bestemmelser i kraft den 1. januar 2021. Nedenstående tabel giver en oversigt over de betingelser, hvorunder den korttidsindrettede møbeludlejer, der er omfattet af nr. 1, er omfattet af den sociale sikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende uden for landbruget, og tærsklen for muligheden for at vælge ordningen for lønmodtagere før og efter loven.