En aftale om fremtidig arv er en retshandling, hvis genstand er rettigheder til en arv, der endnu ikke er åbnet. Denne arv kan vedrøre enten den kontraherende part eller en tredjepart.
Lempelse af forbuddet
Artikel 770 i civilloven fastsætter, at »optionen kan ikke udøves før arvens åbning, heller ikke ved ægteskabskontrakt.«
Tilsvarende fastslår artikel 722, at »aftaler, der har til formål at skabe rettigheder eller give afkald på rettigheder over hele eller en del af en endnu ikke åbnet arv eller en formue, der afhænger heraf, kun har virkning, hvis de er godkendt ved lov.«
Loven af 23. juni 2006 indførte familiepagten, som udgør en væsentlig undtagelse fra princippet om forbud mod aftaler om fremtidige arv.
Kriterier for fremtidige arveaftaler
Retspraksis har præciseret kriterierne for aftaler om fremtidige arvefølger. Mens de fleste definitioner beskriver sådanne aftaler som kontraktmæssige, har retspraksis undertiden kvalificeret selv ensidige handlinger som forbudte aftaler, som det fremgår af Cass. 1st civ., 17. marts 1987 (nr. 85-16484).
En dom fra 1933 anvendte det brede begreb »bestemmelse«, og eksistensen af en aftale om fremtidig arv kan fastslås, så snart aftalen vedrører et element, en andel eller hele den uåbnede arv (Cass. civ., 11. november 1845).
En sådan aftale giver kun en potentiel ret, da arven endnu ikke er åbnet.
Tilladte aftaler
I henhold til artikel 722 i civilloven, ændret ved lov af 3. december 2001, kan kun aftaler, der er godkendt ved lov, have virkning for en uåbnet arv.
Derfor undgår nogle mekanismer ugyldighed, enten fordi de ikke udgør egentlige aftaler om fremtidig arv (såsom post mortem-løftet), eller fordi loven tillader dem som familieaftaler.
Det postmortale løfte
En person kan påtage sig forpligtelser, der først vil blive opfyldt efter vedkommendes død.
Aftaler, der først træder i kraft efter døden, falder således ikke ind under forbuddet mod aftaler om fremtidige arv, så længe de ikke indebærer overdragelse af selve arven eller nogen del heraf.
For eksempel er en medgift, der skal betales ved døden, gyldig.
Ifølge juridisk doktrin er det postmortale løfte gyldigt, fordi den rettighed, det giver, er reel, og kun håndhævelsen er udsat indtil løftegiverens død. Retspraksis støtter denne fortolkning og har afvist forbuddet mod sådanne løfter med den begrundelse, at modtageren erhverver en »faktisk ren og simpel ret«, hvor håndhævelsen blot udskydes indtil døden (Cass. 1. civ., 30. maj 1984, nr. 84-11795; Cass. 1. civ., 9. juli 2003, nr. 00-21163).
Forældres arv
»Forældres arv«, også kaldet ›gavearv‹ eller »testamentarisk arv«, er en handling, hvorved en forælder fordeler hele eller en del af sin arv blandt sine efterkommere ved gave eller testamente.
Arvingen sammensætter selv arveloddene og sikrer, at hvert arvelod mindst svarer til den del, der er forbeholdt arvingerne (civilret, art. 1075 ff.).
Kontraktmæssige institutioner
Kontraktmæssige institutioner er en form for donation, der involverer fremtidige aktiver, specifikt dem, der udgør en del af en arv.
Disse har været tilladt mellem ægtefæller siden civilloven af 1804. Artikel 1092 i civilloven tillader, at sådanne gaver gives i et ægteskabskontrakt til fremtidige ægtefæller. Mellem ægtefæller kaldes dette en »donation til den sidste overlevende«.
Kommerciel klausul
Den kommercielle klausul har været tilladt siden 1985. Siden 1. januar 2007 kan den fastsætte, at den efterlevende ægtefælle kan få arvingerne til at indgå en lejeaftale vedrørende den bygning, hvor virksomheden drives (civilret, art. 1390, stk. 2).
Tontineklausul
Tontineklausulen, også kendt som akkumuleringsklausulen, blev længe betragtet af Kassationsretten som en aftale om fremtidig arv.
I en dom af 27. november 1977, der blev bekræftet den 11. januar 1983 (Cass. 1st civ., 11. januar 1983, nr. 81-13307), anerkendte domstolen imidlertid tontinen som en betinget (aleatorisk) kontrakt på grund af den suspensive betingelse om modtagerens overlevelse.
Fraskrivelse af ret til at kræve reduktion
Siden reformen i 2006 giver artikel 929 i civilloven enhver formodet tvangsarving ret til at fraskrive sig sin ret til at kræve reduktion i en uåbnet arv til fordel for en eller flere bestemte personer.
Fraskrivelsen kan omfatte hele den reserverede del, en del af den eller kun en bestemt liberal bestemmelse.
Før 2006 udgjorde en sådan fraskrivelse en forbudt aftale om fremtidig arv.
Reversibilitetsklausul
Klausulen om tilbageførsel af brugsretten betragtes ikke længere som en forbudt aftale om fremtidig arv efter en afgørelse truffet af Kassationsrettens første civilkammer den 21. oktober 1997 (nr. 95-19759).
Anerkendelse af gæld og aftaler om fremtidig arv
I en afgørelse af 22. oktober 2014 (nr. 13-23657) præciserede den første civilretlige afdeling, at »en aftale, der giver anledning til en faktisk ren og simpel ret for dens begunstigede, der kan håndhæves over for skyldnerens arv«, ikke udgør en forbudt aftale om fremtidig arv.
En anerkendelse af gæld, der kun kan håndhæves ved dødsfald, betragtes således ikke som en sådan aftale.
Med venlig hilsen / Kind regards
Cabinet Nicolas BRAHIN
Advokatfirma i NICE, Lawyers in NICE
Camilla Nissen MICHELIS
Assistante – Traductrice
1, Rue Louis Gassin – 06300 NICE (FRANCE)
Tel : +33 493 830 876 / Fax : +33 493 181 437
