Internationale skatteaftaler, der er udformet til at undgå eller begrænse dobbeltbeskatning (“double imposition”), spiller en vigtig rolle i de strategiske retningslinjer for økonomiske aktører, der opererer i det internationale miljø.
En økonomisk attraktiv transaktion kan være ufordelagtig, hvis skatten, den medfører, er for høj. Dette fører især til strategier, hvor virksomheder placerer sig i bestemte områder for at reducere eller endda fjerne skatten på deres resultater, f.eks. ved at drage fordel af skattefritagelsesordninger (“régimes d’exonération”).
Men selv om et sådant forslag kan komme som en overraskelse, er det ikke sikkert, at det er muligt for en virksomhed at blive fritaget for at betale skat, når der foreligger en international skatteaftale. Det er i dens interesse at betale skat, om end til en relativt lav sats, men ikke desto mindre skat.
Ifølge den højeste franske forvaltningsdomstol (Conseil d’ État) anses en person, der nyder godt af skattefritagelsesordningen og ikke er underlagt en af de skatter, der er fastsat i en international skatteaftale i en anden stat, ikke for at være en skattepligtig person (“assujettie”) i henhold til aftalen (“traité”).
Følgelig drager den ikke fordel af overenskomsten, fordi den ikke anses for at være hjemmehørende. Dette er blevet afgjort i to sager, hvoraf den ene vedrørte en enhed, der var etableret i Tyskland.
Dommerens idé synes at være at vedtage en kausal analyse af en international skatteaftale. Lovgiverens motivation for at ratificere traktaten var at undgå dobbeltbeskatning snarere end at acceptere dobbeltfritagelsessituationer.
Blandt de mange overvejelser, som denne tilgang giver anledning til, er der risiko for dogmatisme. Ved første øjekast kan det virke tiltalende at overveje undtagelsen.
Det er blevet moderne at straffe skatteydere uden forskel, fordi det i lyset af en alvorlig forværring af de offentlige finanser er bekvemt at dække over skatteunddragelse og -undgåelse, som om de var ansvarlige for alle vor tids dårligdomme.
Men en dommer må ikke bukke under for den stærke charme ved ordet “fritagelse” (“exonération”); han skal lade fornuften råde, når han anvender loven. Han må således ikke automatisk udlede, at konventioner ikke anvendes (“absence d’application”) ud fra en situation med udelukkelse.
Han skal først analysere det pågældende nationale retssystem for at finde ud af dets logik, da det kan vise sig, at afgiften i sidste ende vil blive fjernet (“acquitté”).
Før vi forklarer dette spørgsmål i detaljer, skal det bemærkes, at det er så meget desto vigtigere at handle på denne måde, fordi dommerens holdning gør det muligt for os at konkludere, at skattefrie organisationer befinder sig i skattely (“paradis fiscaux”).
Hvis vi ser på de to sager, der er nævnt ovenfor, skulle man tro, at Spanien og Tyskland tilhører skattely. I en af sagerne var retten enig i denne logiske forlængelse af ræsonnementet i sagen om en virksomhed med base i Tunesien.
Hvis en udenlandsk dommer anvender den i modsat retning, vil det føre til den konklusion, at en enhed, der er fritaget for skat i Frankrig, såsom en enhed, der er opført som et ejendomsinvesteringsselskab (“SIIC” eller “société foncière cotée”) eller et selskab, oprettet med henblik på overtagelse af en industrivirksomhed i vanskeligheder (“reprise d’une société industrielle en difficulté”), ikke er hjemmehørende i Frankrig i henhold til overenskomsten, og at den i henhold til overenskomsten er etableret i et skattely.
Derfor vil stater, der har underskrevet skatteaftaler med Frankrig, have ret til at anvende bestemmelserne i deres nationale lovgivning, der har til formål at bekæmpe skattely, på denne franske organisation.
Overvejelser om fordelene ved at betale skat. – De økonomiske aktører har ikke ventet på afgørelserne fra Frankrigs højeste forvaltningsdomstol (Conseil d’État) for at overveje konsekvenserne af at nægte status som skattemæssigt hjemsted og følgelig til fordel for skatteaftaler.
Vanskelighederne opstår hovedsageligt med dem, der falder ind under ordningen for skattegennemsigtighed (“translucidité fiscale”) som forstået af nogle repræsentanter for doktrinen. I denne forstand er det organisationer, der er underlagt selskabsskat (“impôt sur les sociétés”), men fritaget for den, såsom SlCAV’er (investeringsselskaber med variabel kapital).
Derfor er det let at forstå, hvorfor nogle fonde foretrækker skattehemmelighed (“opacité fiscale”), dvs. effektiv beskatning på strukturniveau. En fond, der er oprettet som et selskab med begrænset ansvar (“société de capitaux”), hvis aktiver består af aktier i et uigennemsigtigt selskab (“société opaque”), er reelt fritaget for selskabsskat, da salg af aktier generelt er skattefrit, forudsat at andelen (“quote-part”) af udgifter (“frais”) og omkostninger (“charges”) er 12 %.
Hvis en fond har tilstrækkelige aktiver i Frankrig til at kvalificere sig som hjemmehørende, mister den ikke fordelen ved netværket af franske traktater og europæiske direktiver. Overvejelser om mekanismen i fritagelsessystemerne (“systèmes d’exonération”).
Det ser ud til, at skattedommeren med fordel kunne forbedre sin position ved om nødvendigt at undersøge den overordnede logik i den fritagelsesordning, som han henviser til, mere indgående i stedet for at begrænse sig til den enkelte fritagelse, som strukturen viser.
De franske eksempler på lukkede investeringsselskaber ”sociétés d’investissement à capital fixe » (SICAF) og børsnoterede ejendomsinvesteringsselskaber « sociétés d’investissement
immobiliers côtées » (SIICs) viser dette, og dette ræsonnement kan symmetrisk overføres til udenlandske strukturer.
Det viser, at når en struktur fritages for skat, betyder det ikke nødvendigvis, at dens overskud ikke beskattes.
Cabinet Nicolas BRAHIN
Advokatfirma i NICE, Lawyers in NICE
Camilla Nissen MICHELIS
Assistante – Traductrice
1, Rue Louis Gassin – 06300 NICE (FRANCE)
Tel : +33 493 830 876 / Fax : +33 493 181 437
Camilla.nissen.michelis@brahin-avocats.com / www.brahin-avocats.com
