Juridiske nyheder

De internationale kompetenceregler for franske domstole i arvesager

Flere regelsæt kan danne grundlag for de franske domstoles internationale kompetence.

Det skal først undersøges, om Den Europæiske Unions ret kan begrunde de franske domstoles kompetence (A). Hvis dette ikke er tilfældet, skal det undersøges, om de almindelige franske internationale privatretlige regler kan danne grundlag for kompetencen (B).

A. Den Europæiske Unions ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 vedrører kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser samt accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og oprettelsen af et europæisk arvebevis.

1. Anvendelsen af forordning (EU) nr. 650/2012

Retligt grundlag

Forordningen finder anvendelse, når tre kumulative betingelser er opfyldt.

For det første skal forordningen være anvendelig ratione materiae. Artikel 1, stk. 1, fastsætter, at forordningen finder anvendelse på arv efter dødsfald. Visse områder er udtrykkeligt undtaget fra forordningens anvendelsesområde i artikel 1, herunder skatte-, told- og administrative forhold samt spørgsmål om personers status og retsevne.

For det andet skal forordningen være anvendelig ratione temporis. I henhold til artikel 83 finder forordningen anvendelse på arv efter personer, der er afgået ved døden den 17. august 2015 eller senere.

For det tredje skal forordningen være anvendelig ratione loci. Forordningen finder anvendelse, når en domstol i en medlemsstat i Den Europæiske Union er blevet forelagt sagen.

2. Anvendelsen af forordning (EU) nr. 650/2012

a) Hovedreglen: artikel 4

Retligt grundlag

Artikel 4 i forordningen fastsætter hovedreglen:

“Domstolene i den medlemsstat, hvor afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, har kompetence til at træffe afgørelse om hele arven.”

Betragtning 23 og 24 indeholder vejledning om, hvordan afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet skal fastlægges.

Ifølge betragtning 23 skal der foretages en samlet vurdering af omstændighederne i afdødes liv i årene forud for dødsfaldet og på dødstidspunktet under hensyntagen til alle relevante faktiske forhold, navnlig varigheden og regelmæssigheden af afdødes ophold i den pågældende stat samt betingelserne for og årsagerne til dette ophold.

Det sædvanlige opholdssted skal afspejle en tæt og stabil tilknytning til den pågældende stat.

Betragtning 24 nævner yderligere kriterier, som kan være relevante, når fastlæggelsen af det sædvanlige opholdssted er mere kompleks.

“I visse tilfælde kan det være vanskeligt at fastslå afdødes sædvanlige opholdssted. Dette kan navnlig være tilfældet, når afdøde af erhvervsmæssige eller økonomiske grunde har boet i en anden stat for at arbejde dér, eventuelt i en længere periode, samtidig med at vedkommende har bevaret en tæt og stabil tilknytning til oprindelsesstaten. I sådanne tilfælde kan afdøde efter en konkret vurdering anses for fortsat at have haft sit sædvanlige opholdssted i oprindelsesstaten, hvor centrum for vedkommendes familie- og samfundsliv befandt sig.

Andre komplekse tilfælde kan forekomme, når afdøde skiftevis har boet i flere stater eller har rejst mellem forskellige stater uden at have etableret sig permanent i én af dem. Hvis afdøde var statsborger i en af disse stater eller havde hovedparten af sine aktiver dér, kan statsborgerskabet eller aktivernes beliggenhed udgøre et særligt kriterium i den samlede vurdering af de faktiske omstændigheder.”

b) Subsidiær kompetence: artikel 10

i. Kompetence til at træffe afgørelse om hele arven

Retligt grundlag

I henhold til artikel 10, stk. 1, i forordningen har domstolene i den medlemsstat, hvor arveaktiver befinder sig, kompetence til at træffe afgørelse om hele arven, selv om afdødes sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet ikke var beliggende i en medlemsstat, forudsat at én af følgende alternative betingelser er opfyldt:

• afdøde var statsborger i den pågældende medlemsstat på dødstidspunktet; eller, hvis dette ikke er tilfældet,
• afdøde tidligere havde sit sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, forudsat at der på tidspunktet for sagens anlæg ikke er forløbet mere end fem år siden ændringen af det sædvanlige opholdssted.

ii. Kompetence begrænset til de arveaktiver, der befinder sig i den pågældende medlemsstat

Retligt grundlag

Artikel 10, stk. 2, bestemmer, at hvis ingen medlemsstats domstole har kompetence i medfør af artikel 10, stk. 1, har domstolene i den medlemsstat, hvor arveaktiverne befinder sig, ikke desto mindre kompetence til at træffe afgørelse vedrørende disse aktiver.

B. Den almindelige franske internationale privatret

To regelsæt kan danne grundlag for de franske domstoles internationale kompetence: de almindelige kompetenceregler (1) og de regler, der bygger på parternes nationalitet, de såkaldte jurisdiktionsprivilegier (privilèges de juridiction) (2).

Jurisdiktionsprivilegierne har kun subsidiær karakter i forhold til de almindelige kompetenceregler (Cass. 1re civ., 19. november 1985, nr. 84-16.001, Cognacs & Brandies).

Med andre ord finder jurisdiktionsprivilegierne kun anvendelse, når de almindelige kompetenceregler ikke kan begrunde de franske domstoles internationale kompetence.

1. Almindelige kompetenceregler

Det har længe været fastslået, at de internationale kompetenceregler opnås ved at overføre de interne kompetenceregler, navnlig artikel 42 ff. i den franske retsplejelov (Code de procédure civile), til det internationale plan (Cass. 1re civ., 19. oktober 1959, Pelassa; Cass. 1re civ., 30. oktober 1962, Scheffel).

Hovedreglen følger af artikel 42 i den franske retsplejelov (a).

Herudover sondrer fransk international privatret mellem løsørearv og fast ejendoms arv, hvilket medfører en opdeling af behandlingen af dødsboet.

Heraf følger, at:

• de franske domstole har kompetence til at behandle arvesager vedrørende løsøre, hvis afdødes bopæl var beliggende i Frankrig (b-i);
• de franske domstole har kompetence til at behandle arvesager vedrørende fast ejendom, hvis ejendommen er beliggende i Frankrig (b-ii).

a) Hovedreglen: artikel 42 i den franske retsplejelov

Retligt grundlag

Artikel 42 i den franske retsplejelov bestemmer:

“Den territorielt kompetente domstol er, medmindre andet er bestemt ved lov, domstolen på det sted, hvor sagsøgte har bopæl.”

Overført til internationale forhold indebærer denne regel, at de franske domstole har kompetence, når sagsøgte har bopæl i Frankrig.

Artikel 43 præciserer, at en fysisk persons bopæl forstås som vedkommendes domicil eller, hvis et sådant ikke foreligger, vedkommendes sædvanlige opholdssted.

b) Særlige regler vedrørende arv

i. Arv vedrørende løsøre

Retligt grundlag

For arv vedrørende løsøre bestemmer artikel 45 i den franske retsplejelov:

“I arvesager indbringes følgende krav for den domstol, inden for hvis retskreds arven er åbnet, indtil boets deling er afsluttet:

• tvister mellem arvinger,
• krav fremsat af afdødes kreditorer,
• krav vedrørende gennemførelsen af dispositioner for døds skyld.”

Artikel 720 i den franske civillovbog (Code civil), indført ved lov af 3. december 2001, bestemmer:

“Et dødsbo åbnes ved dødsfaldet på afdødes sidste domicil.”

Overført til internationale forhold indebærer disse principper, at de franske domstole har kompetence til at træffe afgørelse om afdødes løsørearv, når afdøde havde sit sidste domicil i Frankrig.

Den kompetente domstol kan behandle enhver tvist vedrørende arveretlige krav angående løsøre, uanset hvor aktiverne befinder sig.

Afdødes sidste domicil fastlægges efter fransk ret. Efter civilretten forudsætter domicil både et materielt element (faktisk ophold) og et subjektivt element (hensigten om at etablere sig dér). Kun det civilretlige domicil er relevant; det skattemæssige domicil tillægges ingen betydning. Fastlæggelsen af domicilet beror på domstolenes konkrete vurdering.

ii. Arv vedrørende fast ejendom

Retligt grundlag

For så vidt angår arv vedrørende fast ejendom er kompetencen som udgangspunkt tillagt domstolen på det sted, hvor ejendommen er beliggende, på grund af den særlige tilknytning mellem den faste ejendom og dens beliggenhed.

Dette princip fremgår af artikel 44 i den franske retsplejelov (Code de procédure civile), hvorefter:

“I sager om tinglige rettigheder over fast ejendom er domstolen på det sted, hvor ejendommen er beliggende, enekompetent.”

Retspraksis har bekræftet, at dette princip også finder anvendelse på arvesager vedrørende fast ejendom (Cass. 1re civ., 15. maj 2018, nr. 17-11.571, offentliggjort i Bulletin civil 2018, I, nr. 83), idet den territoriale kompetence udelukkende beror på ejendommens beliggenhed, uafhængigt af den lov, der finder anvendelse på arven, eller afdødes domicil.

De franske domstole har derfor alene kompetence til at behandle arveretlige tvister vedrørende fast ejendom beliggende i Frankrig (Cass. Civ., 14. marts 1961; Cass. 1re civ., 23. januar 2007, nr. 06-11.037).

Det følger heraf, at en udenlandsk domstol ikke kan træffe afgørelse i en arveretlig tvist vedrørende en fast ejendom beliggende i Frankrig, ligesom en fransk domstol ikke har kompetence til at afgøre en arveretlig tvist vedrørende en fast ejendom beliggende i udlandet (Cass. Civ., 5. juli 1933; Civ., 24. november 1953).

2. Jurisdiktionsprivilegier

Retligt grundlag

Artikel 14 og 15 i den franske civillovbog (Code civil) tillægger de franske domstole international kompetence alene på grundlag af henholdsvis sagsøgerens nationalitet (artikel 14) og sagsøgtes nationalitet (artikel 15).

Disse jurisdiktionsprivilegier finder anvendelse på alle retsområder, herunder arveretten.

Retspraksis har dog fastslået to situationer, hvor disse jurisdiktionsprivilegier ikke finder anvendelse:

• tinglige søgsmål vedrørende fast ejendom samt krav om deling af fast ejendom beliggende i udlandet;
• krav vedrørende tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger gennemført uden for Frankrig.

Dette følger af den ledende afgørelse Weiss (Cass. 1re civ., 27. maj 1970, nr. 68-13.643), hvori det fastslås:

“Artikel 14 i den franske civillovbog, som giver en fransk sagsøger mulighed for at anlægge sag mod en udlænding ved de franske domstole, har en generel rækkevidde og finder anvendelse på alle sagsområder med undtagelse af tinglige søgsmål vedrørende fast ejendom og krav om deling af fast ejendom beliggende i udlandet samt krav vedrørende tvangsfuldbyrdelsesforanstaltninger gennemført uden for Frankrig. Bestemmelsen finder navnlig anvendelse på alle tvister, der udspringer af ansvar uden for kontrakt.”

Artikel 14 og 15 i den franske civillovbog kan således danne grundlag for de franske domstoles kompetence i arvesager, dog ikke for spørgsmål vedrørende fast ejendom, som indgår i arven, og som er beliggende på en fremmed stats territorium.

Ved anvendelsen af disse bestemmelser er det alene arvingens nationalitet, der er afgørende, dvs. sagsøgerens nationalitet ved påberåbelse af artikel 14 eller sagsøgtes nationalitet ved påberåbelse af artikel 15. Afdødes nationalitet er uden betydning.

Nationaliteten vurderes på tidspunktet for sagens anlæg, og en senere ændring af nationalitet påvirker ikke kompetencen.

Da artikel 14 og 15 i den franske civillovbog etablerer et jurisdiktionsprivilegium til fordel for franske statsborgere, skal den part, der ønsker at påberåbe sig privilegiet, udtrykkeligt gøre dette gældende.

Hvis den berettigede part ikke påberåber sig jurisdiktionsprivilegiet, kan retten ikke tage hensyn til det af egen drift (Cass. 1re civ., 19. juli 1989, nr. 88-12.592, Bulletin 1989 I, nr. 296).