Ifølge en dom afsagt af appelretten i Paris den 6. april 2023 kan retten af egen drift og uden at være bundet af nogen tidsfrist identificere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i forbrugerlovgivningen.
Den 30. oktober 2015 indgik et privat par en forbrugerkreditaftale med Sogefinancement om et revolverende lån på op til 12.000 Eur til en kontraktlig rente på 5,69 %.
Den 9. marts 2020 stævnede Sogefinancement parret ved retten i Bobigny for at betale restbeløbet på lånet på 14.403 Eur som følge af ubetalt gæld.
Den 24. november 2020 rejste retten to juridiske spørgsmål, nemlig at långiveren ikke havde bevist, at han havde overholdt sin rådgivningspligt (tidligere artikel L311-8 C. consom, der fandt anvendelse på tvisten, nu artikel L312-14), og at han havde kontrolleret låntagernes solvens (tidligere artikel L311-9, nu artikel L311-16).
Den 2. februar 2021 erklærede domstolen, at retten til renter var bortfaldet. Under appelsagen rejste retten i Paris selv et retligt spørgsmål baseret på den manglende information til låntageren om betingelserne for fornyelse af kontrakten (tidligere artikel L311-16, nu artikel L312-65).
I sit svar anfører kreditinstituttet, at de anbringender, der er fremsat af både retten og domstolen, er forældede i betragtning af udløbet den 30. oktober 2020 af den femårige forældelsesfrist, der er fastsat i artikel L-110-4 i den franske handelslov.
Appelretten i Paris afviste appellen, erklærede, at långiverens ret til renter var bortfaldet, og dømte parret til at betale 9.180 Eur med renter til den lovbestemte sats uden forhøjelse.
Dommen er interessant, fordi den giver et præcist svar på det forældelsesargument, der blev fremført ex officio.
Den fastslår, at “forældelsesfristen ikke har nogen indflydelse på påberåbelsen af et anbringende, der ikke søger at give en fordel, men blot at afvise et modsat krav”.
Den tilføjer, at “i den rolle, som den er tildelt af både artikel L141-4 (nu art. R 632-1) i forbrugerloven og af europæisk lov, kan retten i første instans eller appeldomstolen, uden at være bundet af nogen tidsfrist, af egen drift konstatere enhver uregelmæssighed, der er i strid med en offentlig orden-bestemmelse i loven, med forbehold for overholdelse af kontradiktionsprincippet”.
Han konkluderede: “Denne bestemmelse blev anvendt af både retten og førsteinstansretten, idet det erindres, at i det omfang den søger at få afvist betalingskravet fra den långiver, der har ydet en forbrugerkredit, som uberettiget, kan indsigelsen baseret på fortabelse af retten til renter rejses af retten af egen drift, i det omfang det, hvor det er relevant, resulterer i en begrænsning af det krav, som banken søger betaling for.
Konsekvenserne af denne fortabelse er udtrykkeligt fastsat i loven, og banken har ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved denne mekanisme ved at hævde, at de betalte beløb ikke kan omfordeles.
Hvad angår substansen, forekommer løsningen os at være fuldt ud berettiget: I forbrugerlovgivningen er der intet krav (hverken i teksten i Art. R632-1 eller i europæisk retspraksis) til nogen restriktion, begrænsning eller betingelse ud over overholdelse af det kontradiktoriske princip.
Det er ikke underlagt nogen betingelser med hensyn til parternes tilstedeværelse eller fravær ved høringen eller tilstedeværelsen af en advokat til at repræsentere eller bistå dem. For det andet er det ikke underlagt nogen begrænsning med hensyn til, om forbrugeren anerkender gælden eller ikke bestrider den.