Køb i sameje
Sameje er den juridiske situation, der opstår, når to eller flere personer ejer et aktiv sammen. Det kan være løsøre (bil) eller fast ejendom (grund, lejlighed, hus). Et sameje gør i første omgang finansieringen, vedligeholdelsen og administrationen lettere.
Ved købet fastsættes købernes respektive andele. Derefter kan administrationen synes mere besværlig end forudset, idet alle vigtige beslutninger skal træffes enstemmigt. Da hver samejer hæfter for en del af samejets gæld (fx skatter eller reparationer på boligen), skal risikoen for uoverensstemmelser altså tages med i overvejelserne, når man køber i sameje. Dernæst betragtes samejet som midlertidigt, da loven stiller som betingelse, at enhver samejer på et hvilket som helst tidspunkt over for de øvrige samejere kan kræve, at ejendommen sælges og provenuet deles.
SAMEJEAFTALE
Der eksisterer dog en mulighed for at give samejet en vis stabilitet ved at underskrive en samejeaftale.
Aftalen skal for at være gyldig oprettes skriftligt. Den beskriver samejets aktiv og angiver samejernes andele. Da den skal tinglyses, skal den oprettes for notar. Den kan oprettes for maksimalt fem år. I aftalens løbetid kan parterne ikke kræve aktivet solgt for få udredt deres andel, medmindre der undtagelsesvist er omstændigheder, der taler herfor. Aftalen kan forlænges, hvis samejerne er enige. Det kan endog aftales, at aftalen forlænges stiltiende. Aftalen gør det også muligt at administrere samejet og især at fordele udgifterne. Samejerne kan endog udpege en intern eller eksterne direktør.
I FORBINDELSE MED SAMLIVSKONTRAKT (PACS)
Reglerne er de samme for par, der i 2007 eller derefter har oprettet en samlivskontrakt (PACS), som for ugifte, nemlig særeje. Hvis disse personerne alligevel vil købe boligen sammen, er det muligt at købe den i sameje. Købsaftalen skal derfor angive hver persons andel af ejendommen i forhold til den finansiering, de hver især har lagt. Angivelsen er vigtig, hvis parret bliver separeret. Hvis man alene bebor en ejendom i sameje, kan man blive forpligtet til at betale en boliggodtgørelse til de øvrige samejere. Det skal i øvrigt tilføjes, at hvis man vil sælge sin andel til en udenforstående, har de øvrige samejere forkøbsret. De skal derfor som de første have et tilbud om køb ifølge en særlig procedure. Samejet er ikke altid noget, man selv har valgt. Det sker, når man arver sammen med andre, hvilet er et sameje som følge af arv. Og hvis man bliver skilt og fællesboet endnu ikke er delt, opstår der også et sameje som følge af formuefællesskabets opløsning.